Dyrlægerne kender til dyrenes lidelser
KOMMENTAR – Danske dyrlæger deltager aktivt i en produktionsform, som indebærer systematisk mishandling af grisene. Er det ikke på tide, at de begynder at leve op til deres etiske ansvar, lyder spørgsmålet fra Jette Rosenkvist.
Hvornår melder dyrelægestanden ud, at den ikke længere hverken kan eller vil medvirke til systematisk mishandling af grise? Foto: Colourbox
Af Jette Rosenkvist,
lægesekretær og økologisk fritidslandmand
Justitsministeriet nedsatte i 2007 en kommission med henblik på at forbedre forholdene for grisene i konventionel svineproduktion. I 2011 fremlagde kommissionen en rapport, hvoraf fremgik, at »95 procent af søerne er sikret plads til statisk pladsforbrug«. På jævnt dansk: Fem procent af avlssøerne var fikseret på en plads mindre end dyrets fulde kropslængde.
Stik mod formålet med kommissionens arbejde, at højne svins velfærd, er dette tal ikke desto mindre øget til 13 procent i 2015. 13 procent af alle søer, ca. 130.000 individer, kan ikke ligge ned i deres fulde længde, men må placere hovedet på eller under fodertruget.
Mange bliver derudover også klemt på siderne af kropsomsluttende stænger – de kaldes populært rullepølsesvin, fordi de får blå striber (blå mærker) langs kroppen af jernstængerne.
Søer, som endnu ikke har vokset sig så store, at de klemmes af jernstængerne, har nogle få centimeter mellem krop og jernstænger at boltre sig på. Fænomenet med for små fikseringsbokse har været erkendt i en lang årrække. Det er blandt andet beskrevet i en ph.d.-afhandling tilbage i 2004.
Dyrlægerne er medansvarlige
Svineproducenter, forbrugere og politikere har i årevis haft travlt med gensidigt at beskylde hinanden for at være årsagen til den svinske behandling af vore medskabninger, alt imens fortsætter mishandlingen stille og roligt og endda i stigende omfang.
Jeg synes, at problemet med fiksering af søer mangler at blive adresseret til en særdeles medansvarlig aktør, nemlig dyrlægestanden med Dyrlægeforeningen i spidsen.
Dyrlæger kender om nogen til grises fysiologiske, sundhedsmæssige og adfærdsmæssige behov og dermed også til deres lidelser, når disse behov negligeres. Hvordan kan man som faggruppe være aktiv medspiller i en produktionsform, som indebærer systematisk mishandling af dyr?
Årtiers forskning har dokumenteret, at fiksering er »stærkt lidelsesvoldende«. Tilbage i 2011 udtalte den daværende formand for Dyreetisk Råd, professor Peter Sandøe, sågar på et offentligt møde, at »dansk svineproduktion er ren dyremishandling«. Avlssøer fikseres i forbindelse med løbning og faring adskillige gange årligt , mange uger ad gangen.
Grisen er et klogt dyr
Grisen er én af klodens klogeste arter. Ifølge en rangorden kommer først mennesket, efterfulgt af menneskeaben og hvalen med grisen på fjerdepladsen.
Grisen har også en vældig god hukommelse. Hvor meget vold og magt skal der ikke til, for at få mast en so ind i en fikseringsboks for anden eller tiende gang? Man forstår, at mange har mærker efter vold, når de når slagteriet.
Er det ikke naturligt at forvente, at dyrlæger er dyrenes gesandt/advokat/beskytter, ligesom der påhviler lægestanden en forventning om, at den er på det enkelte menneskes side i forhold til at forebygge og undgå lidelse?
Når konventionel svineproduktions enorme forbrug af antibiotika er til debat i medierne, hører man ofte en svinedyrlæge med stor alvor og patos udtale, at man så sandelig har pligt til at behandle et sygt dyr med antibiotika. Hvis man undlod at gøre det, ville der være tale om dyremishandling, lyder det.
Hykleriet er så tykt, at det er til at tage og føle på, når man betænker, at selvsamme dyrlæge dagligt er vidne til praksis med fiksering og i det hele taget aktivt medvirkende i en produktionsform, som notorisk gør grisene syge, blandt andet ved al for tidlig fravænning.
I strid med dyreværnsloven
Fiksering af søer burde aldrig have været en mulighed, fordi det er i åbenlys strid med Dyreværnslovens § 1, 2 og 3, der siger, at alle dyr skal behandles i overensstemmelse med fysiologiske, sundhedsmæssige og adfærdsmæssige behov.
Myndigheder fortolker ikke loven i blinde, men forlader sig typisk på udsagn fra sagkundskaben indenfor de respektive fagområder.
Hvornår kommer dyrlægestanden på banen og lever op til sit etiske ansvar overfor de medskabninger, som den formodentlig har uddannet sig til at hjælpe? Hvornår melder dyrlægestanden ud, at den ikke længere hverken kan eller vil medvirke til systematisk mishandling af grise?
