Dyrenes Beskyttelse: Kontrol af dyrevelfærd er mangelfuld

DYREVELFÆRD – De danske myndigheders kontrol af landets svineproducenter er alt for mangelfuld, mener Dyrenes Beskyttelse, der nu vil klage til EU-Kommissionen.

Kontrollen af dyrenes velfærd i danske svinestalde er yderst mangelfuld, lyder kritikken fra Dyrenes Beskyttelse. Foto: Colourbox Foto: Colourbox

På trods af, at de danske svineproducenter sidste år klippede halerne af 29 millioner grise, har dyrevelfærdskontrollen i 2014 ikke fundet et eneste eksempel på, at halekuperingen foregår rutinemæssigt og dermed ulovligt. Det viser den årlige rapport om dyrevelfærdskontrollen i Danmark, som Miljø- og Fødevareministeriet offentliggjort i dag.

Mens miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen jubler over rapporten, som hun ser som bevis for, »markant fremgang for dyrevelfærden i svinestaldene«, betegner Dyrenes Beskyttelse rapporten som »yderst mangelfuld« og tager sagen så alvorligt, at foreningen nu vil klage til EU-Kommissionen.

Aftalt spil
- Alt tyder på, at der er stiltiende aftaler mellem myndigheder og erhverv om at se gennem fingre med de ulovlige metoder. Udover de manglende påtaler for rutinemæssige halekuperinger, så bliver heller ikke de alt for trange fikseringsbokse til søer eller den utilstrækkelige fodring påtalt, siger Birgitte Damm, dyrlæge og chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse.

- Det fremgår af både Danmarks og EU’s lovgivning, at svin skal have plads til at rejse sig, lægge sig og hvile uden besvær, og de skal fodres i henhold til deres behov. Men vi ser mange eksempler på, at søerne må ligge med hovedet i fodertruget for at kunne hvile, og vi ved, at halvdelen af dem får mavesår på grund af foderet. Alligevel påtaler myndighederne stort set ikke problemerne.

Tidligere påtalt
Ifølge Birgitte Damm er den manglende kontrol i Danmark af fælles EU-regler tidligere blevet påtalt af EU’s inspektionsenhed FVO. I 2010 rapporterede FVO således, at de danske svineproducenter halekuperer rutinemæssigt, og at de danske myndigheder ikke kontrollerer det. Danmark blev pålagt at rette op, men siden da er der kun givet færre og færre indskærpelser, og nu gives der slet ingen.

- Vi vil nu klage til EU-Kommissionen over den mangelfulde kontrol. Det er vores klare holdning, at dansk landbrug skal overholde reglerne om dyrevelfærd, og jeg er ret sikker på, at Kommissionen vil se alvorligt på den nye kontrolrapport fra velfærdskontrollen, fordi den nærmest skriger til himlen, siger Birgitte Damm.

Halekupering
Dyrenes Beskyttelse har siden 2012 haft en verserende klage ved EU-kommissionen over den rutinemæssige halekupering, og EU Parlamentets udvalg for andragender er gået ind i sagen med den holdning, at der bør lægges sag an mod Danmark for manglende overholdelse af de fælles regler. Dyrenes Beskyttelse vil nu bede Kommissionen og Parlamentet tage den nye kontrolrapport med i klagesagen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: