Dyremishandling fremstillet som ferie-underholdning

DYRVELFÆRD – Danske medier fremstiller tyreløbene i Pamplona under San Fermin-festivalen som kulturelle ferieoplevelser. I begyndelsen af denne uge havde både DR og TV2 lange indslag om festivalen, hvor hverken dyrevelfærd eller spaniernes reelle holdning blev synderligt fremhævet.

67 procent af spanierne skammer sig over, at tyrefægtning stadig finder sted i Spanien.

Når danske medier vælger at fremstille tyrefægtning og tyreløb i Spanien som ferieunderholdning, og ingen fokuserer nok på det faktum, at det er dyremishandling, sender det ikke bare et forkert signal – det maler også et forkert billede af spaniernes holdning.

Det mener World Animal Protection Danmark, som peger på, at denne såkaldte underholdning primært holdes i live af turister, mens størstedelen af spanierne ønsker det forbudt.

- Det er ærgerligt, at tyreløbene under San Fermin bliver fremstillet som en munter begivenhed. Der er tale om meningsløs dyremishandling, når tyrene stresses og pines først i tyreløbet og sidenhen i tyrefægtningsarenaen, siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.

Kultur og tradition som undskyldning for dyremishandling
- Vi kan ikke blive ved med at bruge kultur og tradition som undskyldninger for at mishandle dyr, understreger hun.

Fra den 6.-14. juli 2017 bliver seks tyre hver dag tvunget til at løbe gennem smalle gader og stræder med en skrigende folkemængde i hælene. Tyrene glider og falder på de glatte brosten, men bliver øjeblikkeligt drevet videre ved hjælp af spidse stave og strømpistoler.

Om aftenen bliver de samme tyre pint i tyrefægtningsarenaen for at underholde publikum. Tyrene bliver stukket med spyd og lanser i op til 20 minutter, inden matadorerne giver de udmattede tyre et sværd i nakken. Nogle gange drukner tyren i sit eget blod. Andre gange er den stadig i live, mens dens blodige krop bliver slæbt ud af arenaen og kørt til slagteriet.

Forkert fokus holder de såkaldte traditioner i live
Så længe folk ikke er bevidste om, at det er dyremishandling, og der dermed er publikum til det, eksisterer det.

Tre ud af fire spanier tager afstand fra tyreløb og og tyrefægtning, viser en undersøgelse fra sidste år foretaget af analyseinstituttet Ipsos Mori for World Animal Protection blandt spaniere mellem 16 og 65 år.

Kun 19 procent af spanierne støtter op om denne slags traditioner – hvorimod 73 procent vil have den spanske regering til helt at droppe den økonomiske støtte til at promovere tyrefægtning som en del af spansk kultur. Og 67 procent af spanierne skammer sig over, at tyrefægtning stadig finder sted i Spanien.

- Tyrefægtning og tyreløb er kontroversielle emner, og derfor er det virkelig trist, at begivenhederne bliver fremstillet som kulturelle oplevelser, når fakta viser, at størstedelen af spanierne er imod, siger Gitte Buchhave.

Danskerne vælger i stor stil dyremishandling fra på ferien
Mediernes dækning af de spanske festivaler er ofte ude af trit med virkeligheden. Det er ikke kun størstedelen af spanierne, der er imod tyrefægtning og tyreløb og ønsker det forbudt – også mange danskerne er imod mishandlingen af dyr for underholdningens skyld.

Derfor kan World Animal Protection Danmark overrække over 100.000 underskrifter til den spanske ambassade i denne uge.

- Vi håber, at det har en effekt, at det ikke kun er landets egne borgere, der vil have afskaffet denne såkaldte tradition. Det er et emne, der også optager rigtig mange i resten af Europa, siger Gitte Buchhave.

Tyrene bliver stukket med spyd og lanser i op til 20 minutter, inden matadorerne giver de udmattede tyre et sværd i nakken. Nogle gange drukner tyren i sit eget blod. Andre gange er den stadig i live, mens dens blodige krop bliver slæbt ud af arenaen og kørt til slagteriet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: