Dyr og miljø taber på priskrig på mælk

Forbrugerne sparer et par kroner på husholdningsbudgettet, når de køber billig mælk i supermarkedet. Men taberne er miljøet og dyrene, siger Økologisk Landsforening.

- Billig mælk er dyrt. Det er dyrt for miljøet, for køerne og for de økologiske landmænd. Vores konventionelle landmandskollegaer taber stort på priskrigen. Vi ved jo alle sammen, at når man sælger mælk med tab, skal man have pengene ind på andre varer, så i sidste ende sparer ikke engang forbrugerne. Der er ikke mange vindere i denne leg, siger Evald Vestergaard, der er formand i Økologisk Landsforening.

Nye tal fra Arla viser, at forbrugerne i stigende grad går udenom de dyre økologiske mælkekartoner fra både Arla og Thise og i stedet snupper butikkernes billigste mælk, som i øjeblikket kan fås til under fire kroner for en liter.

Alene i løbet af det seneste år er salget af økologisk mælk faldet med tolv millioner liter. Alligevel er mere end hver fjerde liter mælk, vi køber, stadig økologisk.

Økologisk mælk er dermed stadig det suverænt bedst sælgende produkt fra de økologiske landmænd.

Lavere pris en dårlig løsning

De økologiske produkter har generelt klaret sig godt, siden den økonomisk krise sendte veredensøkonomien til tælling i 2008. Men den nuværende priskrig har gjort priskløften mellem konventionel mælk og øko-mælk voldsom stor. Økologernes formand advarer dog mod at sætte prisen ned på økologisk mælk.

- Økologisk mælk sælges til en fair pris. Bundmælk sælges til en falsk pris. Det koster naturligvis at give dyrene god plads, ren økologisk foder og et godt udeliv på græs. Der er en pris for hensyn til miljøet, dyrene og vores sundhed. Presser man prisen yderligere, presser man disse værdier, som vores kunder lægger meget vægt på, siger Evald Vestergaard.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: