Af William Neuvonen, journalist, Danmarks Naturfredningsforening
Sommeren er over os i Danmark. Temperaturen er mild, solen skinner og skovene er grønne, og vi oplever naturen løbende, svømmende og trænende.
De lidt mere eventyrlystne tager skridtet videre og smider tøjet – sammen. Fornylig viste en undersøgelse, foretaget for Landbrug & Fødevarer, at seks procent af os danskere har haft sex i naturen.
Lysten til at flytte lagen-gymnastikken ud i det fri er altså til stede blandt danskerne. Og hvis du selv har lyst til at kaste sig ud i det, eller blot vil vide mere, så får du her et overblik over reglerne, så du ikke generer andre med din leg.
Dyrk ikke sex på græsplænen
Lad os starte med at få én ting på det rene – sex i naturen er ikke ulovligt. Naturens gæster må gerne udfolde sig på det felt. Men man skal vise hensyn til dem, der ikke har samme interesse.
Ifølge Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning skal man blot huske på, at man ikke må udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der kan forulempe andre eller vække offentlig forargelse. Det vil sige, at man f.eks. ikke skal dyrke åbenlys sex på en græsplæne.
Kun sex på stier i private skove
Og så kommer vi til det lidt mere indviklede. Hvis I gerne vil have sex i eksempelvis en skov, skal I på forhånd tjekke om det er en privat eller offentlig skov.
Hvis skoven er privat, må I kun dyrke sex på veje og stier. Her skal man passe på, at andre ikke vil blive stødt af synet.
Hvis skoven er offentlig, må I gerne hygge jer i skovbunden.
Risikoen pirrer folk
Men hvad er det, der får folk til at have sex i naturen? Sexolog Vivi Hollænder mener, det er blandingen af romantik og spænding.
- Nogle føler sig måske mere i et med naturen, når man kan være under åben himmel. Samtidigt bliver folk pirret af risikoen for at blive opdaget. Desuden er det en fantastisk mulighed for at give lidt mere af sig selv til sin partner, når alle sanserne bliver brugt.
Vivi Hollænder oplever tit, at par kommer for at spørge sig til råds omkring sex i naturen. Hun fortæller, at mange bruger det til at sætte ekstra krydderi på deres forhold.
- Og så er der folk, der er nervøse for, om det er ulovligt eller ej. Hvilket det jo naturligvis ikke er, selvom lovgivningen er lidt speciel.
En klassisk fantasi
Mulighederne for at dyrke sex i naturen er mange. Man kan benytte strande, skove eller marker. Man skal dog som sagt altid sørge for, at ingen andre kan komme forbi.
Vivi Hollænder opfordrer også folk til, at tage hensyn til dem, der ikke vil se med. For andres seksuelle udfoldelser er ikke lige det, man regner med at se, hvis man går tur med sine børn eller lufter hunden.
Til gengæld mener hun også, at folk skal prøve at kaste sig ud i at dyrke sex i den danske natur, da oplevelsen er noget helt særligt.
- Man skal helt sikkert prøve det. Det er jo en klassisk fantasi, som rigtig mange mennesker på et tidspunkt har haft oppe at vende i tankerne. Det er både nyt og spændende, fortæller hun, og giver samtidigt et tip til, hvad man skal huske, hvis man skal kaste sig ud i det.
Pas på brændenælder
- Husk et tæppe. For brændenælder kan være en grim overraskelse, hvis man gerne vil have lidt romantik og nyde oplevelsen sammen!
Hvis du har fået lyst til at være i et med naturen, så kan du tjekke op på reglerne på Styrelsen for Vand- og Naturforvaltnings egen hjemmeside.
Læs mere om reglerne for sex i naturen