Dødvande i Qatar op til deadline

Verdens lande har svært ved at blive enige om en aftale, der skal begrænse udledningen af drivhusgasser, der truer vores planet. Forhandlinger ved FN’s klimakonference i Qatar afsluttes i dag.

Klimademonstranter ved klimatopmødet i Qatar. (Foto: CC Oxfam)

Tiden er ved at løbe ud for klimaforhandlingerne i Qatar, men der er stadig intet afgørende nyt lørdag formiddag. Forhandlingerne skulle have været afsluttet fredag. Men slutdokumentet er først blevet færdig her til morgen, og den afsluttende officielle orientering trækker i langdrag.

Verden er ifølge FN’s generalsekretær i et ‘kapløb med tiden’, når det gælder indsatsen mod klimaforandringer.

- Den gode nyhed er at klimabenægterne får den jordklode, de fortjener. Den dårlige nyhed? At vi også skal leve her, lyder en galgenhumoristisk kommentar på twitter.

Friends of the Earth. En tom skal
- Vi forventer ikke at blive enige om en aftale i de næste mange timer, sagde en kilde tæt på forhandlingerne lørdag morgen til nyhedsbureauet AFP.

Asad Rehman, som er talsperson for Friends of the Earth International,  siger, at udkastet til aftalen er for dårligt.

- Aftalen er en tom skal, en fornærmelse mod vores fremtid. Der er bogstavelig talt ingen penge, der kan legitimere denne skændsel af en aftale, som vil fastlåse Jorden i handlingslammelse, siger Asrad Rehman.

Ifølge ham fortsætter de rige lande med USA i spidsen med at blokere for ethvert fremskridt i stedet for at tage ansvar for bekæmpelsen af klimaforandringerne og dermed forhindre en global katastrofe.

Frygt for totalt kollaps
Ifølge Ritzau hænger frygten for for et totalt kollaps tungt over forhandlingerne natten til lørdag. For at kunne vedtage en afløser for den nuværende Kyoto-aftale skal mindst to tredjedele af landene, som har deltaget i konferencen, sige ja til aftalen.

Det er først og fremmest uenighed om den økonomiske støtte til ulandene og de rige landes reduktionsforpligtelser, der splitter deltagerne.

Industrilandene har lovet at bidrage med 100 milliarder dollar om året fra 2020 til ulandenes klimatilpasning. Men parterne strides om, hvad der skal ske frem til 2020.

Udviklingslandene presser på for en optrapning, men industrilandene står ikke ligefrem i kø for at donere. Kun Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Sverige, Danmark og EU har lovet at bidrage i perioden.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: