DN: Rystende angreb på naturbeskyttelsen

NATUR – Esben Lunde Larsens nye udspil om at reducere kraftigt i Danmarks beskyttede naturareal bringer Danmark på naturpolitisk katastrofekurs, mener Danmarks Naturfredningsforening. Ministeren kalder det »en tiltrængt oprydning«.

Esben Lunde Larsens seneste udspil vil bringe Danmark på naturpolitisk katastrofekurs, mener Danmarks Naturfredningsforening.. Foto: Claus Bjørn

Danmark ligger i bund, når det gælder andelen af beskyttede naturarealer indenfor EU – de såkaldte Natura 2000 områder. Alligevel meddeler miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen nu, at han vil reducere naturområderne med ikke mindre end 28.000 hektar. Det sker ud af et samlet areal på 340.000 hektar.

Danmarks Naturfredningsforening betegner forslaget som »et rystende angreb på naturbeskyttelsen i Danmark«.

- Det er endnu et meget voldsomt slag imod naturbeskyttelsen her i Danmark. Der er sket en lang række forringelser over de seneste år, og vi er rystede over, at det nu er kommet så vidt, at ministeren vil fjerne beskyttelsen på næsten 10 procent af naturområderne, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen.

Danmarks Naturfredningsforening har arbejdet hårdt for, at der i forbindelse med revisionen af Natura 2000 områderne også blev udpeget nye naturområder, så det ikke endte med en ren forringelse af det samlede beskyttede naturareal.

Regeringen har imidlertid afvist at udpege helt ny områder, men alene udvidet eksisterende områder med blot 5.000 ha.

Esben Lunde: En tiltrængt oprydning
Ifølge miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er der tale om  »en tiltrængt oprydning«.

- Det er første gang, at Natura 2000-områderne er blevet gennemgået, siden de blev udpeget i begyndelsen af 1990’erne, og der er sket meget på det digitale område, så der er et stort behov for præcisering af grænser. Derudover kender vi naturområderne bedre i dag, fordi der er foretaget regelmæssig kortlægning af naturværdierne, siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

Alle ændringerne af Natura 2000-områderne skal sendes til EU-Kommissionen, der skal godkende dem.

- Der er mange eksempler på uhensigtsmæssige Natura 2000-områder. For eksempel foreslår vi, at fjerne en skov fra et fuglebeskyttelsesområde på det østlige Sjælland, fordi der aldrig har været registreret de fuglearter, området skulle beskytte. Til gengæld tilføjer vi værdifuld overdrevsnatur til et område i Midtjylland for at sikre artsrig overdrevsnatur, siger Esben Lunde Larsen.

Danmark i bund i EU
- Når vi ved, at naturen er presset og en lang række arter er truet som aldrig før, så er det fuldstændig uforståeligt, at ministeren uden videre tager næsten 10 procent af det beskyttede areal ud. Vi håber meget, at EU-kommissionen vil sætte en stopper for det. Danmark har brug for mere og ikke mindre natur, som ministeren nu lægger op til, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Danmark har igennem EUs habitatsdirektiv forpligtiget sig til at udpege beskyttet natur for en række forskellige naturtyper. Her ligger Danmark i forvejen i bund i EU, når det gælder arealet af beskyttet natur.

Nu vil regeringen så skære kraftigt ned på udpegningen, og en åbenbar konsekvens af at afvise udpegning af nye områder vil være, at Danmark fortsat har udpeget for få områder for en række arter og naturtyper.

Danmarks Naturfredningsforening anerkender, at der i den oprindelige udpegning af natura 2000 områder i begrænset omfang er fejl-udpegninger og arealer, der ikke burde have været udpegede.

Nedskæringsøvelse
- Da man i sin tid lavede udpegning, så skete det – som nu – i høj grad på landbrugets præmisser. Det vil sige, at man ikke fik udpeget mange af de rigtig gode naturarealer. Nu vil man så revidere det, men man gør det med en nedskæringsøvelse. Det ender med at bringe Danmark på en naturpolitisk katastrofekurs, hvis vi ikke anerkender behovet for beskyttet natur, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Ministerens plan om at beskære Natura 2000-områderne sendes i høring   frem til 3. januar 2018. Danmarks Naturfredningsforening lover, at man vil følge processen tæt.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: