DN: Det er for dyrt at spise økologisk

Det er for dyrt at spise økologisk, mener Danmarks Naturfredningsforening. Grafik: DN

DETAILHANDEL – Økologi er godt. For vores natur, miljø og drikkevand. Men økologi er også dyrt. Særligt kyllingerne, som du snildt betaler 100 kroner mere for, hvis de er økologiske. Hvorfor skal økologi være så pokkers dyrt?

Regeringen vil fordoble det økologisk dyrkede areal inden 2020. Men det går for langsomt. Derfor har Fødevareministeriet lavet et såkaldt servicetjek, som blandt andet foreslår at mindske de store prisforskelle mellem økologiske og konventionelle fødevarer.

Økologiske varer fordyres nemlig voldsomt gennem forædlings- og salgsleddene, inden de når hylderne i butikkerne.  En undersøgelse, Danmarks Naturfredningsforening netop har lavet, viser, at prisforskellen på en konventionel og en økologisk middag til fire personer, indkøbt i SuperBrugsen, er 102.53 kroner. Undersøgelsen er offentliggjort i avisen Natur og Miljø.

25 kroners forskel på en kylling
Eksempelvis er der kun omkring 25 kroners forskel på produktionsprisen på en økologisk og en konventionel kylling hos landmanden, mens forbrugerne kan komme til at betale op mod 100 kroner mere for den økologiske kylling.

Det skyldes blandt andet, at detailhandlen beregner avancen procentuelt og dermed tjener mere i kroner og ører på økologiske varer end på de konventionelle.

– Økologisk landbrug er selvfølgelig en dyrere produktionsform, fordi den tager hensyn til natur og miljø. Men når varerne samtidig fordyres af, at både moms og butikkernes fortjeneste udregnes procentuelt, har vi et seriøst problem med at få afsat de økologiske varer, siger Rikke Lundsgaard, der er landbrugspolitisk seniorrådgiver i DN.

Hun mener, det er skruen uden ende, hvis alle mellemled skal have en procentuel bid af kagen. Dermed bliver prisforskellen bare større og større, selv om prisforskellen i udgangspunktet måske slet ikke var så dramatisk.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: