DMI-chef: Vi skal gøre mere for klimaet

Trods en topplacering på listen over lande, der gør mest for klimaet, er der stadig lang vej igen, før Danmark er sluppet af drivhusgasserne. Og det nødvendigt, hvis man skal nå målsætningen om, at temperaturen ikke skal stige mere end to grader inden år 2100 i forhold til det førindustrielle niveau.

Jens Hesselbjerg: Selv om Danmark er ambitiøs, er det ikke nok. Der skal meget mere til.

Det påpeger forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen fra Danmarks Klimacenter ved DMI ifølge Ritzau.

Han henviser til, at de tre øverste pladser på listen, som er lavet af klimaorganisationerne Climate Action Network Europe og Germanwatch, slet ikke er besat.

- Ingen lande har opnået pladserne et til tre. Intet land gør nok for at forhindre farlige klimaforandringer, skriver forfatterne i en note til listen.

- Det er tankevækkende, at de tre øverste pladser ikke er besat, og det råber på, at selv om Danmark er ambitiøs, så er det ikke nok, og der skal meget mere til, siger Jens Hesselbjerg Christensen til Ritzau.

Det nytter at gøre noget
Han mener, at topplaceringen viser, at det nytter noget at sætte klima på dagsordenen, men han understreger, at man langt fra er i mål.

- Hvis man skal holde temperaturstigningen under to grader, så skal man ikke bare nedbringe udslippene, de skal faktisk helt væk, og jo hurtigere, jo bedre. Og der er stadig et stykke vej. Også i dansk regi, siger forskeren ifølge det danske nyhedsbureau.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: