Dit friluftstøj er smækfyldt med farlig kemi

FARLIG KEMI – Der er store mængder kemikalier i en lang række produkter fra velkendte frilufts-brands som The North Face, Haglöfs og Mammut. Det afslører en ny rapport fra Greenpeace. Hele 36 ud af 40 testede produkter – foretaget i 19 lande – viser indhold af PFC’er også kendt som perfluorerede stoffer. Fire af produkterne var fri for PFC’er, hvilket viser, at det er muligt at fremstille friluftstøj uden brug af de skadelige kemikalier.

Dit friluftstøj kan være fyldt med skadelig kemi, afslører en ny rapport fra Greenpeace. Grafik: Greenpeace

Du er sikkert ikke opmærksom på det, men sandsynligheden for, at der er skadelige og svært nedbrydelige kemikalier i det friluftstøj, er ret stor. Det viser en ny rapport fra Greenpeace.

I 11 ud af i alt 40 friluftsprodukter fandt Greenpeace det svært nedbrydelige og giftige kemikalie PFOA (perfluoroctansyre). Især en støvle fra Haglöfs og en sovepose fra The North Face indeholdt høje koncentrationer, henholdsvis 18 og 7 gange den tilladte grænseværdi på 1 mikrogram pr. kvadratmeter for solgte produkter i Norge.

Findes overalt i naturen
Det svært nedbrydelige PFOA-kemikalie findes overalt i naturen og er fundet i både børn og voksne over hele kloden. En fortsat stigende mængde videnskabelige studier mistænker det giftige kemikalie for at virke kræftfremkaldende, hormonforstyrrende og svække fertiliteten hos kvinder.

- North Face og Haglöfs er blandt de friluftsbrands, der lever af at sælge rene naturoplevelser, men produkterne udleder samtidig giftige kemikalier i naturen og optages i vores kroppe, siger Sune Scheller, projektleder hos Greenpeace i Danmark.

- PFC er en tikkende miljøbombe, der er svær at nedbryde, når den først er ude i fødekæden, og det er på høje tid til, at North Face og Haglöfs lytter til advarslerne og afgifter sine produkter. Fire af produkterne i vores test er helt PFC-fri, så det kan kan sagtens lade sig gøre, understreger han.

Få nu sat skub i arbejde Eva Kjer
Danmark er med i det såkaldte REACH UP-samarbejde i EU sammen med 7 andre medlemsstater og Norge, hvor miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har mulighed for, at sætte skub i arbejdet med at regulere de giftige kemikalier.

Den samlede gruppe af PFC’er tæller over 3.000 kemikalier, og Greenpeace mener ikke, at det er hensigtsmæssigt overfor miljøet og forbrugerne at regulere kemikalierne enkeltvis, men anbefaler på lige fod med 200 forskere bag Madrid-erklæringen, at hele gruppen af PFC’er elimineres i hverdagsprodukter, som fx tekstiler, ud fra et forsigtighedsprincip.

- Vi skal på det kraftigste opfordre miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen til at få sat fart på reguleringsarbejdet i EU, så vi kan nedbringe kemikalierne i naturen og mennesker. Greenpeace lægger med denne afsløring af giftige kemikalier pres på store friluftsbrands, men der skal også politisk regulering til, og lige nu går det for langsomt, siger Sune Scheller.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: