Direkte borgerstyre skaber udvikling
KOMMENTAR – Når borgerne får reel indflydelse på lokalområdets økonomi, skaber det ny udvikling og reel fremgang. Også korruption og kriminalitet falder mærkbart, viser flere eksempler på Participatory Budgeting, som skal give almindelige mennesker magten over økonomien.
Hastigt voksende politikerlede er et fænomen, vi kender. Ikke kun i Danmark, men i en række andre lande. Afstanden mellem beslutningstagerne og dem, der besluttes for, er for stor. Politikernes føling med, hvordan forholdene er ude omkring hos borgerne, er for svag.
Dybest set er det en trussel mod demokratiet, når borgerne føler sig koblet af beslutningerne. Mistillid og mytedannelse kan nemt blive resultatet.
Netop det forhold tager et forholdsvis nyt omfattende borgerinitiativ fat på. Et initiativ, der er startet i Sydamerika. Det kaldes Participatory Budgeting (PB), og har til formål at give borgerne magten over økonomien.
Det startede i den brasilianske by Porto Alegre i 1989. Denne by tjener stadig til stor inspiration for, hvordan en by kan omdannes konstruktivt, når borgerne får mulighed for meget aktivt at bidrage og lægge retningen for byens udvikling.
Lokal afstemning
PB går i al sin enkelhed ud på at borgere i en del af byen – eller hele byen – får en pose penge, (ikke symbolske småpenge) som de så skal beslutte brugen af. Først mødes man til en brainstorming, hvor alle ideer til hvad der kan gøres bedre, kastes i luften.
Ideerne omformuleres herefter til projekter, som så sendes til lokal afstemning. De projekter, der inden for den økonomiske ramme har fået flest stemmer, omsættes herefter til handling.
Torres i Venezuela er en by med ca. 200.000 indbyggere og tjener som et godt eksempel. Her besluttede den nyvalgte borgmester i 2004 at økonomien skulle være transparent, og at byens 17 distrikter alle skulle involveres i at beslutte, hvordan byens penge skulle bruges.
Det mødte voldsom modstand fra store dele af byrådet og fra hans eget parti, men han gik i direkte alliance med byens indbyggere og sikrede, at de fik stemme og lagde pres på byrådet. Herefter gik processen i gang med først at afdække, hvad der lokalt pressede sig mest på, og så ellers stemme om det – for så at få det ført frem og ført ud i livet.
Nye muligheder
Netop denne proces vækkede adskillige menneskers demokratiske interesse og lyst til at involvere sig. Der afdækkedes en række menneskelige potentialer, man ellers ikke havde set og som noget overraskende blev den fattige kommunale økonomi suppleret med private sponsorer, som ønskede at bidrage nu, hvor de tydeligt kunne se hvad pengene blev brugt til.
Korruption og kammerateri, der før var et problem, faldt dramatisk. Over en 10-årig periode skete voldsomme forandringer: Hele kvarterer var blevet nyrenoveret, skoler istandsat og nye veje anlagt. Kriminaliteten blev mærkbart dæmpet.
Borgmesteren blev genvalgt, men i 2014 stillede han op til Venezuelas parlament. 55 procent af byens borgere stemte på ham og valgte ham ind. De, der oprindeligt havde kæmpet imod ændringerne, roste hans indsats højlydt, og systemet med borgerstyringen fortsatte under den nye borgmester.
1.500 byer verden over
I dag er der over 1.500 andre byer i verden, herunder Mexico City, New York og Hamborg, hvor man helt eller delvist har taget principperne om det direkte borgerstyre til sig.
I København har man for en del år siden forsøgt sig med at delegere en mindre del af byens budget ud til bydelsforsøg, hvorefter borgerne kunne beslutte, hvad der skulle ske.
Det opgav man efter en forsøgsperiode. Når borgerne ikke ville være med, var det fordi, de ikke oplevede, at magten blev flyttet fra det centrale styre på rådhuset.
Netop modet til at tro, at borgerne kan forvalte og tage ansvar for den økonomi, der angår dem selv og deres lokale område, svigter i en række europæiske byer. Den højt besungne tillid er måske i virkeligheden ikke så stor.
Her kan der være inspiration og opmuntring at hente hos folk, vi normalt ikke forventer at skulle lade os inspirere af.
Kilde: Participatorybudgeting.org
