Solcreme med det såkaldte UV-filter beskytter mod solens stråler farlige stråler om sommeren, men nu har forskerne påvist, at UV-filtret benzophenone-3 (BP3), som benyttes i flere typer solcreme, også virker hormonforstyrrende på fisk.
Resultaterne er netop offentliggjort af et forskningsprojekt fra Syddansk Universitet i Odense, som er støttet af Miljøstyrelsen.
- Miljøstyrelsen har stor fokus på hormonforstyrrende stoffer. Vi skal undgå at bruge dem der, hvor de skader mennesker og miljø, siger kontorchef i Miljøstyrelsens kemikalieenhed, Henrik Søren Larsen.
- Selvom vi endnu ikke ved, om UV-filtret også er hormonforstyrrende i mennesker, så undersøger Miljøstyrelsen nu, om resultaterne fra SDU kan bruges til at få stoffet reguleret i EU, siger han.
Unormalt antal hunner
I 2012 vurderede Center for Hormonforstyrrende stoffer, at BP3 var i kategorien »mistænkt hormonforstyrrende«.
Derfor satte Miljøstyrelsen i 2013 forsøg i gang for at teste stoffet for hormonforstyrrende effekter i fisk. Det foregik på Syddansk Universitet som et projekt under Center for Hormonforstyrrende stoffer, og nu er resultaterne klar.
- Der er ingen tvivl om, at stoffet er hormonforstyrrende, understreger Karin Lund Kinnberg, akademisk medarbejder, Ph.d. fra Syddansk Universitet.
- Vi har testet det på fisk i laboratoriet, og resultaterne viser tydeligt, at de fisk, som blev udsat for BP3 fik hæmmet deres udvikling af kønskirtlerne, og forskubbet ratioen mellem hunner og hanner, så der kom flere hunner end normalt. Da fisk er vertebrater ligesom mennesker og vi stort set har samme hormonsystem, er det sandsynligt, at BP3 også kan påvirke mennesker, forklarer hun.
Afventer undersøgelse fra USA
Miljøstyrelsen afventer i øjeblikket studier fra USA, som undersøger om BP3 også virker hormonforstyrrende på rotter. Disse forsøg kan bruges til at forudsige effekter på mennesker.
Samtidig er Danmark i gang med en grundig vurdering af stoffet på vegne af EU. Disse undersøgelser vil danne grundlag for at beslutte, om der er behov for at stille skrappere krav til anvendelsen af stoffet i EU.
Men selvom der er en effekt på fisk i laboratoriet, er det ikke sikkert, at de mængder af BP3, som slipper ud i naturen, udgør et problem.
BP3 er ikke blandt de mest anvendte UV-filtre, men hvis du vil undgå det helt, kan du vælge Svanemærket kosmetik.