Dieselbiler må igen køre i Oslo

TRANSPORT – Myndighederne i Oslo indførte tirsdag et forbud mod dieselbiler på grund af voldsom luftforurening, men har nu ophævet forbuddet.

Dieselbilerne forurener for meget, og flere europæiske storbyer har planer om at forbyde eller skærpe kravene til benzin- og dieselbiler for at komme luftforureningen til livs. Foto: Colourbox

Så er der igen grønt lys for biler med diesel i tanken i Oslo, oplyser DR.

Myndighederne i den norske hovedstad har tirsdag aften ophævet forbuddet mod dieselbiler, efter at det trådte i kraft først på dagen.

Dieselforbuddet har ført til, at der tirsdag var en nedgang i trafikken på mellem 10 og 20 procent på de kommunale veje ifølge myndighederne.

Forbuddet bliver nu ophævet, fordi der ikke længere er fare for høj forurening i et større område af Oslo.

Storbyer har planer om forbud mod dieselbiler
- I nat og i morgen (onsdag, red.) ventes der inversion, men den vil være relativt svag, lyder det fra myndighederne.

Inversion er et vejrfænomen, der indebærer, at kold og forurenet luft bliver fanget i lav højde til skade for folks sundhed.

Bystyret i Oslo ønsker at indføre et totalforbud mod dieselbiler på alle kommunens veje på dage med stillestående vejr og højt partikelniveau, da luftforureningen i Oslo kan blive meget slem.

Også andre europæiske storbyer har planer om at indføre forbud eller skærpe reglerne om dieselbiler, som tegner sig for en stor del af luftforureningen i storbyerne.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: