Det vrimler med havørreder i Faxe-vandløb

NATUR – Faxe Kommune melder om stor succes med vandløbs-restaureringerne i Faxe Å, Lilleå og Vivede Mølleå. Aldrig har så mange små havørreder fundet vej ud til havet som nu.

Særligt Faxe Å overrasker positivt. I dag svømmer fem gange så mange små havørreder ud til havet fra Faxe Å. Foto: Faxe Kommune

I disse dage afsluttes optællinger af små havørreder i tre vandløb i Faxe Kommune. Det drejer sig om Faxe Å, Lilleå og Vivede Mølleå.

Og de foreløbige resultater ser særdeles lovende ud. Antallet af små havørreder, som nu produceres i vandløbene, overgår alle forventninger og kan måle sig med de bedste danske vandløb, oplyser Faxe Kommune.

Det skyldes blandt andet de mange vandløbsrestaureringsprojekter, som Faxe har lavet i samarbejde med den frivillige forening, PIV (Pionerer i Vandløbspleje).

Gydebanker og skjulesten
Optællingen forgår ved, at der opsættes fælder, som spærrer vandløbene helt. Her fanges de små ørreder på vandringen mod havet, hvorefter de måles og tælles, før de udsættes igen og kan fortsætte vandringen.

Optællingen har stået på i april og maj, som er det tidspunkt, hvor de små ørreder forlader vandløbene.

Undersøgelserne er sat i værk af Faxe Kommune i samarbejde med frivillige fra PIV for at måle effekterne af de mange vandløbsprojekter i kommunen med at fjerne spærringer, udlægge gydebanker og skjulesten.

Det har også været vigtigt at finde ud af, hvorvidt passagen ved Blåbæk Mølle i Faxe Å virker.

I alt viser de foreløbige tal en udvandring af mere end 15.000 ørreder fra de tre vandløb.

Fem gange så mange i Faxe Å
Og særligt Faxe Å har overrasket positivt. Sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse lige før spærringen ved Blåbæk Mølle blev fjernet, svømmer cirka fem gange så mange små havørreder i dag ud til havet fra Faxe Å.

Det skyldes dels, at den gamle opstemning vanskeliggjorde gydende havørreders opgang til gydeområderne længere oppe i vandløbssystemet, og dels at den yngel, som trods alt klækkede, ikke kunne finde ud til havet gennem mølledammen.

Antallet af små havørreder, som svømmer fra vandløbene til havet, er af afgørende betydning for fiskeriet langs kysten i Faxe Kommune og  der er store rekreative interesser knyttet til fiskene.

Projektet kan også ses i lyset af, at Faxe Kommune netop har meldt sig ind i Fishing Zealand, som er en projektorganisation, hvis mål det er at fremme lystfisketurismen, vandløbsforholdene og ungdomsarbejdet med lystfiskeri og natur, oplyser kommunen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: