Det store bedrag om landbruget

KRONIK – Landbrugspakken er den hidtil værste rævekage, Venstre og regeringen har bagt. Skatteyderne betaler milliarder for et kuldsejlet landbrug, som har oparbejdet en historisk høj gæld på næsten 400 milliarder kroner. Lad falde hvad ikke kan stå, skriver Holger Øster Mortensen.

Eva Kjer Hansen måtte gå af efter kun otte måneder som miljø- og fødevareminister, fordi hun gav Folketinget vildledende oplysninger om Venstre-regeringens landbrugspakke.

Af Holger Øster Mortensen, debattør

Gennem de seneste årtier har dansk landbrug gang på gang bedt staten om en håndstrækning for at redde sig ud af den ene eller den anden knibe. Og stærke personligheder som Anders Andersen, H.O.A. Kjeldsen, Peter Gæmelke, Gert Karkov, Lindhardt B. Nielsen, Martin Merrild m.fl. har på dygtigste vis formået at få skatteyderne til at betale for et kuldsejlet landbrug.

Siden 1972 (73) har dansk landbrug modtaget flere hundrede milliarder i subsidier fra de offentlige kasser. Samtidig har landbruget oparbejdet en enorm gældsbyrde hos banker og kreditinstitutioner på næsten 400 mia. kroner. Hvor er alle pengene blevet af?

I samme periode er 100.000 landbrug lukket, og tusindvis af arbejdspladser er forsvundet i erhvervet. Hvor godt landmandskab er det?

Nu melder tømmermændene sig. Mange landmænd har været nødt til at sælge, andre er holdt frivilligt (og blevet millionærer) – mens andre er gået konkurs. Intet kan ligge mig fjernere end at håne bønder, der er gået konkurs – hvis de vel at mærke er kommet uforvarende i bekneb. Intet må være værre end at miste både sit sit hus og hjem, sit job – og hele ens identitet.

Swap-lån i bedste Stein Bagger-stil
Men hvis nogle bønder har været så dumme at spekulere i swap-lån, schweizerfranc, anden valuta eller obskure investeringsobjekter i bedste Stein Bagger-stil, ligger de som de har redt og må som ægte liberale selv klare sig ud af suppedasen.

Om swap-lån er det ikke sagt tydeligere end venstremanden og ejeren af Gram Slot – Svend Brodersen: »Det er det dummeste, dummeste jeg nogensinde har gjort. Jeg sov ikke godt i to år indtil dette swap-lån var ude af verden, og jeg havde tabt en masse penge«.

Bønderne ynder at pege fingre af spelt-tanter og caffe´ latte-damer, der hele tiden kritiserer dem for at svine naturen til og skabe dårlige forhold for dyrene i staldene. Men det er netop disse Østerbro-damer og andre kritikere, der årti efter årti betaler den ene regning efter den anden for bønderne. Hvor dum kan man være?

Vælgere må have dårlig smag i munden
En anden stor gruppe dumme danskere er de nøjagtig 741.539 vælgere, der ved sidste folketingsvalg stemte på Dansk Folkeparti – og dermed på Løkke-regeringen – og altså også den forkætrede landbrugspakke.

Hvis alle disse DF-vælgere var klar over, at deres skattepenge går til at dække bundløse huller i landbruget, kunne det jo godt være, at de næste gang ville stemme anderledes. Og husk: Der skal kun et (ET) folketingsmedlem til at vælte regeringen).

Hvis jeg havde stemt på dette regeringsstøttende parti (Gud forbyde det!), ville jeg have en usædvanlig dårlig smag i munden.

Landbrugspakken den hidtil værste rævekage
Landbrugspakken – og optakten til denne – er den hidtil værste rævekage Venstre og regeringen har bagt. Med den udledningsret af især kvælstof, bønderne ifølge Landbrugspakkens bestemmelser får, betyder det:

  • At de skal nedsætte kvælstofnormerne for ikke at forurene grundvandet. Dette udløser et krav om økonomisk kompensation.
  • Udleder de for meget kvælstof til åer, søer, fjorde og lavvandede havområder, kræver de igen kompensation. Så bønderne kan læne sig tilbage og leve af den erstatning, som skatteborgerne giver dem. Var der nogen, der sagde beskyttelsespenge? Bønderne har så at sige skabt en svikmølle, der kun har dem selv som vindere. Det er forbryderisk.

Det vil svare til, at man påbød samtlige bilejere i København at købe et nyt og mere effektivt partikelfilter til bilerne for at spare menneskeliv.

De må selv betale
Det må de selv betale. Men naturligvis skal erhvervsdrivende have dette nye partikelfilter betalt af staten – akkurat som bønderne får betalt deres regninger.

Formentlig bliver Landbrugspakken underkendt i EU. Det vil sige, at danske bønder bliver pålagt en kæmpe bod for denne ulovlighed. Men da staten får regningen, er de komplet lige glade. Akkurat som med brak-skandalen, som kostede staten en lille milliard. Spelt-damerne, DF-ere og alle os andre må punge ud igen.

Om dansk landbrug må man sige: Lad falde hvad ikke kan stå.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: