Det spirer og gror i storbyens nye haver
BYHAVER – En ny slags haver er rykket ind i storbyerne. Unge, som vil have naturen tættere på og dyrke maden selv, anlægger urban gardens på tomme grunde, i baggårde og på tage. Det sker i New York, Berlin og London men også i København og Aarhus.
Himmelhaven spirer frem i en baggård i Mejlgade 35 i Aarhus. I midten ses Jonathan Marcussen, som er idémanden bag. Foto: Ulla Skovsbøl
Tore hamrer, Vilius saver, og baggårdens graffitibemalede vægge giver genlyd af deres arbejde.
De to unge mænd har travlt. De er i gang med at rejse et stort træstillads i den inderste gård på Mejlgade 35 i Aarhus, hvor iværksætteruddannelsen Kaospiloterne holder til.
Om kort tid skal stilladset bære et lille væksthus og dyrkningskasser med grøntsager oppe i højden, hvor der er lys og luft.
Tore Abbednæs og Vilius Nazgaudis arbejder frivilligt for projektet Himmelhaven hver onsdag aften.
Aarhusiansk spire i internationalt bed
Himmelhaven er en lille aarhusiansk spire i et stort internationalt bed. Den er et eksempel på det, der kaldes urban gardening, en ny have- og bæredygtighedsbevægelse drevet især af unge, som vil have naturen tættere på, dyrke deres egne grøntsager helt lokalt og skabe nye sociale fællesskaber med haven som omdrejningspunkt.
Sådan er det i New York, Berlin og London, og i København åbnede Prags Have på Amager sidste forår som et godt eksempel. I løbet af sommeren forvandlede cirka 200 frivillige en gammel industrigrund til en frodig fælles have og skabte et hyggeligt fællesskab om plantekasserne og fællesspisning.
- Der er fødevarekrise i verden. Her i Danmark bor vi et smørhul, hvor vi ikke får problemerne så tæt på, men der er heldigvis en ny spirende miljøbevægelse, som understøtter en anden måde at leve på og troen på, at det er vigtigt at være en del af et større fælles hele, siger Jonatan Marcussen, som er Himmelhavens projektleder.
Drømmer om selvforsyning
Han drømmer om, at Aarhus latinerkvarter, hvor Himmelhaven ligger, på et tidspunkt kan blive selvforsynende, i det mindste med nogle typer grøntsager.
Det er en global tendens, at flere og flere mennesker flytter ind til byerne. Derfor er det en spændende udfordring at få naturen tættere på og skabe en mere bæredygtig livsstil inde i byerne. Transport forurener, og priserne stiger, så det giver også god mening, at man ikke fragter fødevarer verden rundt, siger han.
Med sine 34 år er Jonatan Marcussen en af Himmelhavens seniorer. Han er egentlig uddannet som art director og har arbejdet med reklame i 10 år, men nu bruger han næsten al sin tid på grønne projekter.
- Jeg skal aldrig lave leverpostejreklamer igen. Jeg vil ikke bruge mit liv på produkter, der ikke siger mig noget. Det skal være kreativt og grønt, siger han.
Hester Callaghan ved et af sine bede. Foto: Ulla Skovsbøl
Adopt-a-box
Mens Jonatan Marcussen fortæller om, hvordan baggården kan blive grøn og bæredygtig, er resten af de frivillige kommet sivende. Der er cirka 15 unge, som jævnligt kommer her for at arbejde. De fleste er studerende.
Hester Callaghan på 21 år er en af dem. I dag er hun her for at snakke med Ida Lundø Madsen og Maiken Frederiksen om deres fælles projekt i projektet: Adopt-a-box.
Adopt-a-box er Hester Callaghans idé. Den går ud på at få de handlende i kvarteret til at leje en trækasse for 100 kroner. De skal placere den på fortovet uden for deres butik eller cafe, og så leverer Himmelhaven planter og passer dem i løbet af sommeren.
Lidt nede ad Mejlgade står en af kasserne foran en restaurant. Der er påskeliljer og et par ubestemmelige stedsegrønne vækster i den, men kvinderne har bestilling på 45 kasser, som de skal levere i den kommende tid. Planterne dyrker de hjemme i vindueskarmen.
Adopt-a-box er et af de initiativer, som Mejlgades grønne haveaktivister håber kan inspirere andre til at gå i gang. Foto: Ulla Skovsbøl
Underet i Mejlgade
De følges ad over gaden til Hester Callaghans lejlighed for at besigtige produktionen i hendes køkkenvindue. Vindueskarmen er fyldt af overskårne WC-ruller med jord i. I dem dyrker hun tallerkensmækkere, persille, rucola og spinat. De to andre dyrker også selv afgrøder derhjemme, og Maiken Frederiksen er begejstret:
- Man propper et frø i jorden, og så kommer det op som en plante helt af sig selv. Det er et under hver gang, siger hun.
Capital Growth i London
Begejstringen for byhaver deler de tre unge kvinder med mange andre af storbyernes haveaktivister. I London bliver de støttet af bystyret i samarbejde med græsrodsorganisationen Capital Growth.
Meningen er at inspirere byens borgere til at dyrke grøntsager for sundhedens og fødevaresikkerhedens skyld. Local food er et ubetinget plusord, og det symbolske mål for samarbejdet er at skabe 2012 nye fælleshaver i anledning af OL-året 2012.
- Vi har rundet nummer 1700, og vi kommer helt sikkert i mål i år, siger kampagnekoordinator Paola Guzman på telefon fra London.
Den nye havebevægelse har god presse, og Londons konservative borgmester, Boris Johnson, profilerer sig ofte og gerne som byhavernes og bæredygtighedens mand. Der ligger masser af god reklameværdi gemt i havemulden for politikere og andre, der vil gøre sig positivt bemærkede.
Michelle Obama viser vejen
USAs førstedame, Michelle Obama, har vist vejen. Hun har ikke alene høstet spinat og ærter, men også stor velvilje i den køkkenhave, hun har anlagt ved Det Hvide Hus. Tre år i træk har hun sået og tilplantet den sammen med skoleelever.
I Storbritannien er selv dronning Elisabeth kommet med på den grønne bølge i kølvandet på den amerikanske præsidentfrue. I 2009 lod hun for første gang siden Anden Verdenskrig anlægge en køkkenhave ved Buckingham Palace, mens hendes undersåtter knoklede med at virkeliggøre visionen om de 2012 nye fælleshaver på tomme grunde, flade tage, i parker og i skolegårde.
I modsætning til dronningen har mange af dem dog en økonomisk motivation for at gøre det. Storbritannien blev fra dag ét hårdt ramt af finanskrisen, og interessen for hjemmedyrkede grøntsager steg i takt med virksomhedslukninger og massefyringer.
Jord under neglene giver bedre kostvaner
Men ud over at gavne husholdningsbudgettet er haverne også gode for sundheden, mener Paola Guzman fra Captial Growth.
- Mange englændere spiser ufatteligt usundt, og vi vil gøre londonerne sundere ved at lære dem at dyrke grøntsager sammen med deres børn og naboer. Folk får bedre kostvaner, når de får fingrene i jorden og dyrker deres egen mad, siger Paola Guzman.
Passion for grøn mad og sund kost er dog ikke det, der først og fremmest motiverer Hester Callaghans forsøg på at udbrede Adopt-a-box-konceptet på Mejlgade i Aarhus. På vej ud af køkkenet snupper hun bagerposen fra i morges og deler gavmildt resten af sine kanelboller og gifler med veninderne.
- Jeg har ikke fået et ordentligt måltid mad i fire dage, forklarer hun.
Hun læser statskundskab og har mange jern i ilden, som har højere prioritet end madlavning.
Nede i hendes gård har brosten veget pladsen for et lille bed med tulipaner til baggårdens forskønnelse og hvidløg til Adopt-a-box-kasserne, og henne ved trappen har hun lagt tre kartofler i hver sin jordfyldte brune papirspose fra Søstrene Grene.
Berlins haveaktivister
Hester Callaghans kreativitet hvad angår dyrkningssteder er dog for intet at regne mod det, for eksempel Berlins nye byhaver kan byde på.
Berlins mest særprægede alternative havemiljø er den nedlagte Tempelhof Lufthavn, hvor havefolket med bystyrets accept er rykket ind på startbanerne med blomster og grøntsager plantet og sået i alt fra kasserede trækasser til badekar og gamle kufferter.
De sidste fem til seks år har der virkelig været vækst i den nye havebevægelse, siger hortonom Ulrich Nowikow, som er freelancekonsulent for skolehaver, interkulturelle haver og forskellige fælleshaver i den tyske hovedstad.
Han ser haverne som et middel til at skabe sammenhængskraft og fællesskab på tværs af sociale og kulturelle skel, men han mener ligesom Paola Guzman i London, at de også har økonomisk betydning.
Der er kommet mere fokus på bæredygtighed og miljø i de senere år. Mange mennesker er interesserede i økologi, men har måske ikke råd til at købe økologisk frugt og grønt, selvom de gerne ville. Det er i høj grad et motiv til at dyrke grøntsager selv, siger han.
Kræver stort areal at brødføde én person
På Københavns Universitet sidder Jakob Magid og følger den nye urbane havebevægelse fra sidelinjen. Han er lektor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab, og mange af hans studerende er optaget af urban gardening.
Det er fint, synes han, blandt andet fordi det giver dem lyst til at engagere sig i de fag, han underviser i. Men han tror ikke på, at de nye byhaver kommer til at bidrage væsentligt til økonomien og fødevareforsyningen.
- Hvis man for eksempel udelukkende vil leve af kartofler, kræver det 350 kvadratmeter at brødføde én person i et år, og spiser man en almindelig dansk kost, hvor der indgår store mængder kød, lægger hver enkelt af os beslag på 3-4.000 kvadratmeter effektivt dyrket landbrugsjord. Den plads er slet ikke i til rådighed i byerne, siger han.
- Det kan godt være, at der i fremtiden vil komme en større økonomisk rentabel produktion, for eksempel i drivhuse inde i byområderne, men som det er nu, er det ikke økonomisk bæredygtigt, og det vil under alle omstændigheder kræve, at det tænkes ind i byplanlægningen, siger han.
Til gengæld kan der være mange andre gode grunde til at dyrke en have. Det er en tilfredsstillelse at frembringe sin egen mad, folk begynder muligvis at spise sundere, når de dyrker deres egne grøntsager, og så er der ikke mindst livskvalitet i at se planter gro, påpeger Jakob Magid.
Tidligere var der for eksempel altid knyttet store drivhuse og urtehaver til de psykiatriske institutioner, i dag bruger man haver i behandling af stressramte, og mange børn og unge synes, det er fantastisk at have adgang til en have, siger han.
Guerillagartnere
Hester Callaghan, Ida Lundø Madsen og Maiken Frederiksen går en runde i kvarteret. De vil se resultaterne af deres guerillagardening. Guerillagartnere anlægger mini-haver og dyrker planter uventede steder i det offentlige rum uden særlig tilladelse for at åbne andres øjne for naturens skønhed eller måske for at protestere mod byens forstenede grimhed.
De tre unge kvinder opfatter sig dog ikke primært som guerillagartnere. For dem er det fællesskabet ikke overraskelsen eller provokationen der er vigtig. Alligevel har de lagt løg og frø i nogle af nabolagets offentlige bede.
De standser ved et smalt rosenbed langs en bygning for at tilse nogle af deres tulipaner. De kommer fint, men ærteblomsterne, de også har sået, gik ud, da det blev frostvejr. En lidt mere havekyndig guerillagartner ville måske have valgt at så i foråret, men de unge kvinder går ikke så højt op i dyrkningstekniske detaljer. For dem er havedyrkning en hobby, der frem for alt skal være sjov og forskønne byen.
Så trasker de tilbage til Mejlgade 35 og ind i baggården. Derinde arbejder Tore Abbednæs og Vilius Nazgaudis stadig på stilladset, og for hvert hammerslag bringer de Himmelhaven lidt nærmere virkeliggørelse.
