Det Økologiske Råd: EU skulle have sagt nej
RIO+20 – Aftalen er så ringe, at EU på ingen måde skulle have sagt ja. Sådan lyder vurderingen fra Bo Normander, der er formand for Det Økologiske Råd og europæisk direktør for Woldwatch Institute. Jeg ønsker mig langt mere af fremtiden end den lange række af floskler og ligegyldig feel-good-retorik, sluterklæringen fra Rio er fyldt med, skriver han. OrganicToday bringer hele hans rapport fra topmødet i Rio de Jaeneiro her:
Rio+20: Hvorfor mødes hvis man ikke vil noget?
Af Bo Normander,
europæisk direktør Worldwatch Institute
og formand for Det Økologiske Råd
Tirsdag fik de brasilianske værter for Rio+20 miljøtopmødet landet en tekst som alle regeringsdelegationer kunne acceptere. Forhandlingerne sluttede inden de egentlig kom i gang, og de statsledere der ankommer onsdag kan bruge tiden på Cobacabana stranden eller besøge Jesus-statuen i stedet for trættende forhandlinger i RioCentro’s air-konditionerede fabrikshaller.
Brasilianerne ville for alt i verden undgå en gentagelse af det kaotiske forløb under COP15-klimatopmødet i København. Så man var effektive. Men tirsdag føltes det mere som om luften var sivet ud af ballonen end at verden var flyttet fremad.
Ligegyldige floskler
Jeg har ikke deltaget i selve forhandlingerne, så som observatør kan jeg tage fejl. Men det er virkelig svært at finde ”gode nyheder” i den 49 sider lange aftaletekst med titlen ”The Future We Want”. Jeg ønsker mig langt mere af fremtiden end den lange række af floskler og ligegyldig ”feel good” retorik som papiret er fyldt med.
Som leder af EU’s delegation udtaler Ida Auken til BBC News at resultatet kunne være bedre, men hun er glad for at der blev landet en aftale. Jeg er uenig. Aftalen er så ringe, at EU på ingen måde skulle have sagt ja.
Lad mig nævne nogle eksempler. Inden Rio+20 var der visse forhåbninger til et opgør med den nuværende økonomiske model, som er baseret på vækst og et højt forbrug af ressourcer og olie. En ny ”grøn økonomi”. Jeg kvitterer for, at begrebet er med i kapitel III, men beskrivelsen er uambitiøs og umålbar.
Ingen konkrete mål
Der opremses almindeligheder såsom, at en grøn økonomi skal følge international lov. Og hvem kan være uenig i, at man skal ”skabe mere velfærd for kvinder, børn, unge, personer med handikap, bønder, fiskere og mindre virksomhedsejere” (§58, k)? Tja, måske er det synd for mændene, som vist er de eneste, der ikke står nævnt her. Men der er ingen konkrete målsætninger eller ”commitments” der kan binde landene op på at gøre noget.
I vanlig FN-jargon består størstedelen af teksten af bekræftelser på tidligere aftaler og løfter. Men det behøver man vel ikke et topmøde til? En anden skuffelse er, at man ikke kunne blive enige om at udfase den kontroversielle støtte til fossile brændsler (fx olie og kul). Det står godt nok nævnt, men aftalen indeholder ingen konkrete datoer eller mål, og så er vi jo lige vidt.
Verden står i et tomrum
Rio+20-papiret afspejler, at verden står i et tomrum, hvor statslederne har svært ved at tage fælles og grænseoverskridende beslutninger. Man mødes uden rigtig at gøre noget. Men den økonomiske krise og den økologiske krise kræver handling. Derfor er resultatet her i Rio så skuffende. Hvorfor mødes, hvis man ikke vil noget?
Et enkelt lyspunkt i aftalen er planen om at udvikle nye bæredygtighedsmål, de såkaldte ”sustainable development goals”. Et skud er løsnet som kan være opstarten til mere konkrete ambitioner. Der bliver nok at gøre for såvel civilsamfund, NGO’ere, forskere og erhvervsfolk for at presse politikerne, så de tager de nødvendige beslutninger på vejen mod en mere bæredygtig planet.
