Det gryende europæiske forår
LARS MUHL SKRIVER – Vi har ikke brug for mere rævesnu købmandsskab, men mangler sande visionære hjerter, der kan bryde alle de gamle normer og begrænsninger. En visionær revolution fra hjertet.
Forleden læste jeg en kronik af gårdejer og journalist Kjeld Hansen i Politiken.
I kronikken påviser Kjeld Hansen, hvordan interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer har påvirket de politiske beslutningstagere med misinformation om blandt andet hvor stor en gruppe, organisationen repræsenterer.
Kjeld Hansen beskriver også, hvordan Landbrugs- og Fødevareministeriet har opgivet selv at føre statistikker over området, og at man fuldstændig forlader sig på landbrugets egen lobby-organisation Axelborg.
Man må undre sig over, at det egentlig kan lade sig gøre. Og i den forbindelse er det trist at konstatere, at det er uhyre vanskeligt fortsat at opretholde tilliden til dansk landbrug, når det hellere vil manipulere med tal og faktiske forhold end at få løst sine problemer.
Det bringer også tanken hen på den nye offentlighedslov, som de fleste allerede har glemt alt om, men som nu er trådt i kraft, og som én gang for alle forhindrer gennemskuelighed og aktindsigt i beslutningsprocesserne på Christiansborg. Desværre ser dette ud til at være endnu et søm i demokratiets ligkiste.
Læger betalt af medicinal-industrien
Forleden havde nogle lyse hoveder fundet en liste med navnene på de danske praktiserende læger, der bliver betalt af medicinalvare-industrien, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det overhovedet kan være lovligt.
Ja, hvordan kan det være muligt, at økonomiske interesser har direkte adgang til beslutningstagere på alle niveauer? Hvad er det for et samfund, vi får af sådanne konstellationer?
I skrivende stund arbejdes der fra flere hold på at opnå kontrol med internettet. Hvorfor?
Det er også tankevækkende at størstedelen af vore ministre og politikere tilsyneladende er så dårligt oplyste om de områder, de bliver sat til at forvalte, ligesom det kan undre, at mange af dem ønsker at holde befolkningen hen i uvidenhed om, hvad der foregår. Eller kan man simpelthen konstatere, at dette skyldes, at politikerne enten undervurderer befolkningen, eller også er komplet ligeglade med demokrati og almindelig etik?
Også mediernes manglende indsigt i og overblik over de politiske og økonomiske problemer Danmark befinder sig i, undskyldes med manglende resurser. Men de samme medier bliver nødt til at forstå, ligesom politikerne gør det, at de er til for samfundet og befolkningen og ikke omvendt. Ligesom at vi, befolkningen, er til for hinanden og samfundet. Vi har alle en klar interesse i at stille os til rådighed med de kapaciteter, vi råder over.
Vi savner forbilleder
Vi savner på alle områder forbilleder for vore unge. Statsmænd som den tidligere generaldirektør for FN, Dag Hammarskjöld, der gjorde en dyd af at være en hjertets ambassadør og folkets tjener.
Weekendavisens redaktør Anne Knudsens slet skjulte foragt for »pøbelvældet« er et grelt eksempel på det modsatte, og det er min opfattelse, at hvis man fortsat fra politisk og mediemæssigt hold vil de smalle interessers sag, som afskriver størstedelen af den resterende befolkning, så er jeg bange for, at man gør regning uden vært.
Der er et gryende europæisk forår på vej – et forår, der meget let kan blive endnu mere rystende, end det arabiske forår var det for tre år siden. Den Europæiske bevægelse er nok indigneret, men den har i sin essens en hjertekvalitet, som på sigt vil overvinde og løse alle sine problemer frem for den vold, der er ved at ødelægge alt i den arabiske verden.
Nogle gange har jeg troet, at en TV-udsendelse som Debatten med Clement Kjærgaard kunne bringe frisk luft ind i den politiske dunst. Men af en eller anden grund er det de samme hoveder og »eksperter«, mere eller mindre fallerede finansfolk og politikere, der trækkes ind for at gentage den samme gamle, trivielle og forudsigelige sang om rød og blå, som absolut hører fortiden til.
Sangen om evig økonomisk vækst
Vi har ikke brug for mere rævesnu købmandsskab men mangler sande visionære hjerter, der kan bryde alle de gamle normer og begrænsninger, som for alvor kan tænke »ud-af-boxen«, hvis det skal batte noget.
De gamle mønstre og normer er dødt stof. Der er ikke liv i den krikke mere. Det store væddeløb er ved at være forbi. Den gamle sang om den evige økonomiske vækst og gøren sig til på andres bekostning, har mistet sit før så fængende refræn. Det er bare ikke særlig interessant mere.
Og godt det samme, for der er alvorligt brug for helhedsvisioner om et sammenhængende samfund, der først og fremmest tager hensyn til dets befolkning og miljø. Danmark vil stadigvæk kunne gøre sig gældende med eksport etc.
Men hvis man fra politisk hold ønsker, at vi skal være foran rent innovativt, humanitært og menneskeligt, kræver det ikke blot åbenhed og gennemsigtighed, men også at man i højere grad forstår, at banebrydende og norm-ændrende visioner opstår i kreative miljøer, hvor det ikke er den begrænsende, økonomiske bundlinje-politik, der sætter dagsordenen.
Giv plads til det nye
På et helt grundlæggende plan må vi have slettet de gamle dagsordener, for at kunne give plads til alle de farverige trekanter og cirkler, der lige nu kasseres, fordi de ikke passer i normernes og frygtens grå, firkantede kasser.
Og hvis man mener, at kroner og øre er det eneste, der betyder noget, så er den ovennævnte kur på længere sigt den eneste vej til at opnå en reelt sund økonomi. Man kan ikke blive ved med at fylde lort ind i maskinens ene ende, og så forvente, at der skal komme guld ud i den anden. Den tid er heldigvis forbi.
Lad det være sagt en gang for alle: Den store revolution starter med ændringen i os selv. Vi har alle andel i problemerne og må derfor også tage del i deres løsning. Hvis vi, inden vi foretog os noget, havde styr på vores bevæggrunde, ville meget kunne ændres, og det indenfor overskuelig fremtid.
Lars Muhl er komponist og forfatter og skriver jævnligt for OrganicToday.dk.
