Det Etiske Råd foreslår afgift på kødforbrug

KLIMA – Husdyrproduktionen og vores kødforbrug belaster klimaet voldsomt. Derfor er vi nødt til at begrænse forbruget af kød, mener Det Etiske Råd, som foreslår en afgift på oksekød for at lægge en dæmper på forbruget

De klimabelastende fødevarer som oksekød er reelt for billige, da omkostningerne ved at reparere på klimaskaderne ikke indgår i prisen. Foto: Colourbox

Klimaforandringerne er et etisk problem, fordi de udgør en betydelig risiko for menneskers sundhed, fødevaresikkerhed, biodiversitet og naturen. Derfor mener et stort flertal i Det Etiske Råd, at danskerne bør gøre mere for at nedbringe deres klimabelastninger.

Et oplagt sted at sætte ind er fødevarerne, som globalt står for et sted mellem 19 og 29 procent af udledningerne.

Malkekøer og kødkvæg står alene for 10 procent af udledningerne. Derfor vil en afgift på oksekød på kort sigt kunne gøre en stor forskel og kan samtidig være med til at skabe opmærksomhed om fødevareproduktionens store klimabelastning.

Danskernes levevis er langt fra klimamæssigt bæredygtig, og hvis vi skal leve op til Parisaftalens mål om at holde den globale temperaturstigning »et godt stykke« under 2°C, er det nødvendigt både at handle hurtigt og inddrage fødevare­sektoren. Forskellige fødevarer påvirker klimaet meget forskelligt og et ændret forbrug kan føre til store gevinster.

20-35 procent mindre udledning
Forskning viser, at alene kostomlægninger mod et mindre indtag af kød fra drøvtyggere i lande som Danmark vil kunne skære 20-35 procent af udledningen af drivhusgasser fra fødevarerne.

Det Etiske Råd har derfor taget stilling til, om det bør være op til ‘den etiske forbruger’, om vedkommende vil købe klimabelastende fødevarer, eller om der bør ske en samfundsmæssig regulering for at nedbringe fødevarernes klimabelastning.

Et stort flertal i Rådet finder, at danskerne er etisk forpligtet på at ændre kostvaner. Om ansvaret skal placeres hos den enkelte forbruger er imidlertid omdiskuteret, da meget tyder på, at det ikke vil være effektivt at overlade ansvaret til forbrugeren.

Behov for klart signal
- For at en indsats mod klimabelastende fødevarer skal være effektiv og samtidig bidrage til bevidstgørelsen af klimaudfordringen, skal den være fælles, hvilket kræver at samfundet gennem regulering sender et klart signal, siger Mickey Gjerris, formand for Det Etiske Råds arbejdsgruppe.

Flertallet på 14 af rådets 17 medlemmer anbefaler derfor en afgift på oksekød i forbrugsleddet, da det vil tydeliggøre problemstillingerne for forbrugerne og føre til et begrænset forbrug.

På længere sigt bør der lægges afgifter på alle føde­varer efter klima­belastning, men på kort sigt vil en afgift på den uden sammenligning mest belastende fødevare, kød fra drøvtyggere, formentlig være mest gennemførlig, mener Det Etiske Råd, som tilføjer, at det er uproblematisk at spise sund og nærende uden at spise oksekød.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: