Det bliver dyrere at købe en elbil

ELBILER – Kommende elbilister må til lommerne, hvis de vil køre mere miljøvenligt. Hidtil har elbilerne været fritaget for afgifter, men det er slut nu. Regeringen indfaser nye afgifter over de næste fem år.

Fremover skal elbilisterne betale afgifter. Dansk Elbil Alliance frygter, det vil spænde ben for salget. Foto: E.ON

Fra næste år bliver det dyrere at købe en elbil i Danmark. Et flertal i Folketinget er fredag blevet enige om en femårig indfasning af afgifter på elbiler. Elbillerne har hidtil været fritaget for afgifter.

Aftalen betyder, at elbiler vil få en mere lempelig overgang til fuld registreringsafgift og være fuldt omfattet i 2020, oplyser skatteministeren.

Skatteminister Karsten Lauritzen er tilfreds mad, at det er lykkedes at lave en bred aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale om elbilerne.

- Jeg glæder mig over, at det er lykkedes regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget at skabe ro om rammevilkårene for elbiler fremadrettet, siger han.

- Det er sket i 11. time, men vi har fundet en god løsning, der balancerer hensynet til fortsat udbredelse af elbiler i Danmark, hensynet til statskassen, samt hensynet til ret og rimelighed på bilmarkedet, siger ministeren.

Bekymret for konsekvensrne
Dansk Elbil Alliance anerkender, at der er kommet en afklaring, men er bekymret for konsekvenserne for elbilmarkedet.

- Vi er glade for, at der er kommet en afklaring om afgifterne. Der er tale om et politisk kompromis, som giver ro for elbilmarkedet. Men vi er bekymret for konsekvenserne for elbilmarkedet. Vi er bekymrede for, hvordan nye elbilkunder og virksomheder vil reagere på de nye vilkår, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.

Salget af elbiler er fortsat lavt i Danmark sammenlignet med mange andre lande. Samtidig bliver Danmark med dagens aftale det første land, som for alvor lægger afgifter på elbiler, mens andre lande øger tilskuddet til elbiler.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: