Livet på landet er andet end udkant og tomme huse. Mange steder bobler det med nye og spændende initiativer. I en ny serie ”Liv i landdistrikterne” sætter den2radio.dk fokus på de initiativer, der er undervejs for at skabe liv og overlevelse. Samtidig diskuteres de problemer, som reelt eksisterer.
De første fem udsendelser handler om Lejre – den økologiske kommune, Samsø – om energi, visioner og engagement, Fejø – en ø med driftige folk, Ølstrup –landsbyen med mottoet »her gør vi hinanden gode«, Odsherred – sommerhuskommune og geopark.
Økologi i Lejre
Serien lægger ud med en udsendelse om Lejre – den økologiske kommune. I udsendelsen følger vi vejen fra kommunens beslutning om, at dens institutioner skal tilbyde økologisk mad, til der står en tallerken med økologisk mad.
I 2010 fik Danmarks Naturfredningsforening sammen med Økologisk Landsforening idéen til at lancere økologi som en kommunal strategi for udvikling. I 2011 blev idéen til virkelighed i Lejre kommune og kommunalbestyrelsen vedtog en tre-årig projektperiode for »at få økologi ud i alle kroge«. I de forløbne fire år er der sket meget – både i det offentlige og det private.
Professionelle radiofolk
Radioens samarbejdspartnere er Dansk Byplanlaboratorium, Økologisk Landsforening, Frie Bønder – Levende Land og Vedvarende Energi. Serien er støttet af Realdania, Dreyers Fond og 15.Juni Fonden.
Den2radio gik første gang i luften 1. maj 2008. Holdet bag den2radio er professionelle radiofolk, som har fundet sammen om at lave en kvalitetsradio, der tilbyder større mangfoldighed i det danske medielandskab.