Den bedste miljøminister Danmark aldrig fik

PORTRÆT: Steen Gade har tegnet SF’s grønne profil i flere årtier. Ved valget i går fik SF et historisk dårligt valg, og Steen Gade røg ud af Folketinget.

Steen Gade er ifølge Venstres Bertel Haarder 'den bedste miljøminister, Danmark aldrig fik'.

‘Steen Gade er den bedste miljøminister, Danmark aldrig fik. Han ville have været en god miljøminister, fordi han er så seriøs og fagligt velfunderet.’

Sådan skrev Venstres Bertel Haarder i valgkampens første dage i Kristeligt Dagblad, da han skulle udtrykke noget fordelagtigt om en politisk modstander.

Mange vil give ham ret.

Steen Gade, der for nylig fyldte 70 og netop er røget ud af Folketinget, har lige siden sine unge dage været optaget af miljø, økologi og klima, og det i høj grad hans fortjeneste, at SF i dag har en klar grøn profil.

Da han i 1991 stillede op til formandsvalget i sit parti, var det da også med ambitioner om at føre SF i en mere grøn retning, men flertallet valgte hans modkandidat, Holger K. Nielsen.

- I aviserne omtalte de os dengang som ‘Røde Holger’ og ‘Grønne Steen’, husker Steen Gade.

I 1999 blev Steen Gade af daværende miljøminister Svend Auken ansat som direktør i Miljøstyrelsen, men gik efter fire år, da Fogh-regeringen foretog så hårdhændede nedskæringer på miljøområdet, at han ikke kunne se anden udvej end at sige fra.

- Nu skærer man ikke ind til benet, men i benet, lød afskedssalutten fra Steen Gade.

Steen Gade var indtil valget formand for Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg.

Læs også: Steen Gade ryger ud af Folketinget

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: