Torsdag den 30. august får du mulighed for at vise din modstand mod industriel svineproduktion. Klokken 14 samles aktivister og andre interesserede borgere på Thorvaldsens Plads i København for at vise deres modstand mod de store industrielle svinelandbrug, der skaber problemer for både dyr, mennesker og miljø. Demonstrationen går til Miljø- og Fødevareministeriet i Slotholmsgade.
Mange mennesker på landet plages af de massive lugtgener, der følger med, når mange tusinde svin og deres afføring samles på begrænset plads. Nabohusene falder i pris eller bliver usælgelige på grund af lugtgener.
Alligevel giver mange kommuner grønt lys til udvidelse af eksisterende svineanlæg trods lokale protester. Det gælder blandt andet på Tuse Næs i Isefjorden, nord for Holbæk. Her stiftede utilfredse borgere i februar 2018 Miljøforeningen på Tuse Næs for at forhindre en lokal svineproducent i at udvide sine produktionsanlæg, der ville gøre ham i stand til at producere omkring 50.000 smågrise og slagtesvin årligt og dermed placere hans samlede produktion som én af de helt store svinefabrikker.
Samtidig med regeringens fødevaretopmøde
Demonstrationen finder sted samme tid, som regeringen afholder et såkaldt fødevaretopmøde »World Food Summit« med undertitlen »Better Food for More People« den 30. og 31. august. Her mødes politikere, virksomheder og officials fra hele verden for at diskutere fremtidens landbrug og fødevareforsyning.
Topmødet blev første gang afholdt i 2016 med nu afgåede miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen som vært. Lunde Larsen var en varm fortaler for dansk landbrug og fødevareindustri og forsømte sjældent en chance for at promovere danske fødevarer og styrke dansk fødevareeksport.
Glansbillede af dansk fødevareindustri
Det oprindelige »World Food Summit« var et stort topmøde, som FN’s fødevareorganisation, FAO, afholdt i Italien i 1996 og udgangspunktet var at bekæmpe hungersnød i Verden.
»Vi vil derfor protestere mod det glansbillede, som »World Food Summit« tegner af den danske fødevareproduktion og demonstrere mod bagsiden af den voksende industrielle svineproduktion i Danmark, siger Nanna Langevad Clifforth.
Hun er aktivist i miljøgruppen NOAH, som sammen med en række foreninger er gået sammen om at arrangere demonstrationen.
Blandt de øvrige arrangører og støttegrupper er blandt andre: Miljøforeningen Tuse Næs, Frie Bønder Levende Land, Afrika Kontakt, Greenpeace, Bevar de forhadte vandløb, KlimaKollektivet, Dansk Vegetar Forening, Dyrenes Alliance, Levende Hav, Verdens Skove og Jungshoved Miljøgruppe.
31 millioner svin slagtes eller eksporteres
I Danmark blev der sidste år slagtet over 17 millioner svin og eksporteret omkring 14 millioner levende smågrise. Produktionen har i årtier giver anledning til en stærkt polariseret debat.
»Omkring halvdelen af Danmarks landareal beslaglægges af dyrkning af dyrefoder, og Demonstration torsdag: Svinefabrik – nej tak
»Overalt vender lokalbefolkninger sig mod de katastrofale følger, men den politiske dagsorden og lovgivning levner hverken kommuner eller ganske almindelige mennesker mulighed for at påvirke størrelsen eller placeringen af de store svineindustrier«, skriver NOAH, der blev stiftet i 1969 og dermed er Danmarks ældste miljøorganisation.
NOAH blev i 1988 en del af det internationale netværk Friends of the Earth International og hedder nu officielt NOAH Friends of the Earth Denmark.