De radikale vil bane vejen for grøn omstilling

Regeringen og Enhedslisten har indgået en ansvarlig og ambitiøs finanslovsaftale. der baner vejen for grøn omstilling, siger de radikales gruppeformand og finansordfører, Marianne Jelved.

Marianne Jelved: Det er en ansvarlig finanslov, der investerer i uddannelse, grønne arbejdspladser og sociale initiativer.

Ifølge hende vil aftalen skabe resultater på fire prioriterede indsatsområder: Uddannelse, grøn omstilling, sociale initiativer og økonomisk ansvarlighed.

- Enhedslisten skal have tak for samarbejdet, understreger Marianne Jelved.

De radikale lægger vægt på uddannelse til de unge, der får en uddannelsesgaranti på erhvervsuddannelserne, og samtidig investeres massivt i de videregående uddannelser. Der er desuden prioriteret uddannelse til voksne, herunder de ledige, der risikerer at opbruge deres dagpengeret.

- Vi satser på uddannelse for alle aldre samt forskning, der gør Danmark stærkere og dygtigere. Den prioritering skal forberede os på at komme ud af krisen og få Danmark op i omdrejninger igen, siger Marianne Jelved.

Baner vejen for grøn omstilling
Danmark får endnu en håndsrækning til iværksættelse af grøn omstilling og skabelse af grønne arbejdspladser. Energiaftalen fra foråret danner grundlaget herfor.

- De næste grønne skridt gøres ved at gå efter målene: Vi skal bruge energien mere effektivt, vi skal mindske brugen af ressourcer, vi skal fremme økologisk omstilling og så skal vi skabe grønne arbejdspladser, påpeger Marianne Jelved.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: