De nordiske lande svigter miljøet i Arktis

Nordisk Råd kritiserer Danmark og de øvrige nordiske lande. De gør ikke nok for at skabe sikkerhed og klare regler for olieboringer og andre aktiviteter i det sårbare område i Arktis.

De nordiske lande sylter samarbejdet om sikkerheden i Arktis. (Nikolaj Bock/Norden.org )

Samarbejdet omkring Arktis er et fælles nordisk anliggende, mener Nordisk Råd. Men de nordiske landes regeringschefer ønsker ikke at give Rådet en redegørelse for deres manglende opfølgning på spørgsmål omkring sikkerheden ved olieboringer i de arktiske farvande, lyder kritikken fra Miljøudvalget i Nordisk Råd.

Sikkerheden omkring olieboringer og sejlads i de arktiske farvande er stærkt kritisabel og meget mangelfuld, mener Nordisk Råd. Rådet har derfor opfordret de nordiske lande til at samarbejde i udviklingen af nye, sikrere teknologier til brug for offshore olie- og gasboringer.

Presser på for juridisk bindende aftaler

Rådets Miljøudvalg har også henstillet til de nordiske regeringer om at presse på for at sikre en juridisk bindende aftale mellem medlemmerne i Arktisk Råd om at anvende de bedst tilgængelige metoder i udvindingen af olie og gas – og ikke blot de billigste.

Men regeringerne har ikke ønsket at gå ind i spørgsmålet i deres svar til Nordisk Råd, og det undrer Ann-Kristin Johansson, formand for Nordisk Råds Miljø- og naturressourceudvalg.

- Det arktiske område er jo noget vi er fælles om her i Norden. Så det kan godt undre, at regeringerne ikke ser større potentiale i et dybere samarbejde. Vi står overfor lande som USA og Rusland, der ikke har samme tradition for at tænke på miljøbeskyttelse, som vi har i de nordiske lande. Så hvorfor ikke gå sammen for at sikre en mere bæredygtig fremtid i Arktis, spørger Ann-Kristin Johansson.

Skal sikre bæredygtig fremtid

- Vi står overfor lande som USA og Rusland, der ikke har samme tradition for at tænke på miljøbeskyttelse, som vi har i de nordiske lande. Så hvorfor ikke gå sammen for at sikre en mere bæredygtig fremtid i Arktis, spørger hun.

Hun undrer sig også over, at landene ikke for længst har fulgt de råd som den norske statsministers far, Thorvald Stoltenberg, kom med i sin udredning fra 2009 om et udvidet sikkerheds- og udenrigspolitisk samarbejde i Norden.

Her opfordrede Stoltenberg blandt andet landene til at intensivere samarbejdet omkring sikkerhed til søs i de arktiske farvande.

Hellere forebygge end rydde op

Nordisk Råd opfordrer også de nordiske lande til at sikre en bindende aftale i Arktisk Råd omkring samarbejde i forbindelse med oprydning efter miljøkatastrofer. Og man beder regeringerne om at tage initiativ til at sikre en bedre kapacitet og infrastruktur til denne indsats.

- Udbygningen af beredskabet er allerede sat igang via Arktisk Råd. Men det tager alt for langt tid og vi mener, at det er langt bedre at forebygge end at skulle rydde op, når først skaden er sket. Derfor har vi bedt de nordiske regeringer presse på for at bringe forsigtighedshensynene mere i fokus i Arktisk Råd, uddyber Ann-Kristine Johansson.

Norden tier om olieboringer

Nordisk Råd har ikke nogen lovgivende magt, men fungerer som en kontrolinstans i forhold til sager, som vedrører det nordiske samarbejde. Rådet kan også afkræve regeringerne redegørelser for en række spørgsmål, som berører landene.

Men med hensyn til spørgsmål om bindende aftaler omkring sikkerhed og offshore boringer i Arktis er regeringerne tavse.

Europaparlamentets miljøudvalg har for nylig opfordret EU Kommissionen til at udstede et forbud mod videre offshore boringer i Arktis, indtil teknologien er forbedret og risikoen for miljøkatastrofer nedsat. Et sådant moratorium ville i givet fald forpligte de tre nordiske EU lande, Danmark, Finland og Sverige.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: