De konservative får kun beskeden indrømmelse

GYLLEGATE – Ida Auken: De konservatives miljøkrav er så minimale, at Lunde Larsen uden besvær kan imødekomme dem.

Tidligere miljøminister Ida Auken i samtale med Mario De Marco fra Malto under en pause i forhandlingerne i Ministerrådet.

Det Konservative Folkeparti har langt om længe fået en tilkendegivelse fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen om, at han godt vil imødekomme partiets ultimatum om at skære ned på udledningen af kvælstof som følge af landbrugspakken.

Men oppositionen, som har støttet de konservative og på forhånd har erklæret sig villig til at mobilisere et alternativt grønt flertal sammen med de konservative, tvivler på, at Venstre er parate til at lade de konservative spænde ben for deres planer om at give landbruget lov til at skrue helt op for gødningssprederen.

Jeg er ikke imponeret
- Jeg er ikke imponeret, siger den radikale ordfører og tidligere miljøminister Ida Auken.

- Det Konservative Folkeparti har ganske rigtigt fået miljøminister Esben Lunde Larsen til at anerkende deres krav om mindre kvælstof. De var også kravlet ganske langt op i træet med et decideret ultimatum. Til gengæld er deres krav så minimalt, at det er meget let for ministeren at imødekomme dem, mener hun.

Godt samarbejde
De konservatives Mette Abildgaard betegner det som en rigtig dejlig nyhed, at regeringen bøjer sig for de konservatives kvælstof-krav.

- Vi har fået et super godt samarbejde med den nye minister, Esben Lunde Larsen, og vi ser meget frem til de kommende forhandlinger med ham for bordenden, skriver hun på facebook.

Under ti procent
De Konservative har krævet 600 tons mindre kvælstof over to år. Det er under ti procent af den forurening, de selv lige har været med til at beslutte, pointerer Ida Auken.

- Kan man kalde et parti ‘grønt’, der med den ene hånd beslutter at forurene med 6000 tons og med den anden hånd formindsker forureningen med 600 tons? Det mener jeg ikke. Det nærmer sig greenwashing, det Konservative laver. Jeg er ikke bare meget lidt imponeret over dem. Jeg er decideret vred over, at de forsøger at fremstille det som en grøn sejr. Det er det ikke. Lad jer ikke narre, lyder det fra Ida Auken.

Langt fra nok
Heller ikke Enhedslistens Maria Reumert Gjerding har store forventninger til resultatet af de konservatives grønne sejr.

- Regeringen vil nu give indrømmelser til Konservative i form af tiltag, der skal kompensere for landbrugspakkens miljøsvineri. Det er positivt. Er det nok til at redde miljøet og vores natur? Nej, desværre meget langt fra. Landbrugspakken betyder, at der de kommende fire år bliver udledt ca. 8000 tons mere kvælstof til vores natur. De konservative kræver tiltag, der mindsker udledningen med beskedne 624 tons. Løsningen på mange af de miljøproblemer, vi står over for, er i virkeligheden meget enkel: Landbruget skal forurene mindre, ikke mere, siger Maria Gjerding.

En dråbe i i en meget, meget stor aftale
Liberal Alliance, der har kæmpet landbrugets kamp for retten til at tilføre mere gødning på markerne, tager det helt roligt, at de konservative nu får en smule pyntegrønt som tak for at have stemt for landbrugspakken.

- Det her en lille bitte dråbe i en meget, meget stor aftale, som medfører en kæmpe ændring i måden at regulere landbruget på, siger Liberal Alliances landbrugsordfører, Mette Bock til DR Nyheder.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: