Danske skattekroner skal ikke støtte klimasvineri
LANDBRUG – Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) skal investere i bæredygtig udvikling. Men i praksis bliver danske skattekroner bl.a. investeret i store svinefabrikker i Kina. Vi kan bruge vores udviklingsbistand bedre. Det er ikke danske svinebønder, der viser vejen ud af klimakrisen. Det er de lokale småbønder i udviklingslandene.
Slagtede svin kan transporteres på mange måder. Til markedet i landsbyen Xiding sker det bag på en stor knallert. Kødforbruget i Kina stiger i takt med velstanden. Foto: Gustav Bech
Af Mathilde Goldschmidt Andersen, og Eigil Johannisson, Afrika Kontakt
IFU er en statsejet institution, der i samarbejde med danske virksomheder investerer i udviklingslande. IFU laver kommercielle investeringer, der skal give afkast, men det skal samtidigt være investeringer i projekter, der ikke ville være realiseret uden de ekstra penge fra staten.
Ifølge IFU’s vedtægter er fondens formål »at fremme investeringer, der understøtter bæredygtig udvikling i udviklingslande og bidrager til realiseringen af verdensmålene.«
Det klinger dog hult, når man ser på, hvad IFU faktisk investerer i. Fonden investerer nemlig primært udviklingsbistand i store danske virksomheder, som i mange tilfælde underminerer en bæredygtig udvikling i udviklingslandene.
Skovområder ryddes for at dyrke svinefoder
Ud over IFU’s egne investeringer administrerer IFU også et antal fonde. En af dem er Landbrugsinvesteringsfonden, som blev etableret i 2016 for at investere i bæredygtig fødevareproduktion. Pensionskasser bidrog med 500 millioner kroner, mens staten gav 300 millioner.
Indtil videre er 82 procent af Landbrugsinvesteringsfondens investeringer gået til enorme industrielle svinebrug i Kina, Chile og Sydafrika. Det fremgår af IFU’s online portefølje. Kommunikationschef fra IFU, Rune Nørgaard, forsvarer dette i en artikel i Globalnyt.
Under overskriften Landbrugsfonden lever op til formålet forklarer han, at IFU også investerer i smålandbrug og nævner to eksempler på det. Men disse er ikke projekter, som er finansieret af Landbrugsfonden, men er derimod håndplukket fra IFU’s store portefølje.
Landbrugsfonden har et meget ensidigt fokus på store landbrug. Det er naturligvis godt, når IFU investerer i småbønder, men den absolutte majoritet af IFU’s investeringer går til store virksomheder og landbrug. IFU har da også selv 241 millioner investeret i storskala-svinebrug p.t. ifølge fondens portefølje.
Udover at have placeret 82 procent af sine investeringer i storskala svineproduktion, så har Landbrugsfonden for nylig offentliggjort en ny investering i kunstgødning i Indien, hvilket svarer til 14 procent af de samlede investerede midler pt.
Fremstillingen af kunstgødning er en meget energikrævende proces, og er baseret på store mængder af fossil gas. Kunstgødning og intensiv svineproduktion er nogle af de største kilder til udledningen af drivhusgasser fra landbruget.
Globalt står afskovning og landbrugsindustrien for ca. en fjerdedel af al udledning af drivhusgasser på globalt niveau, og det er særligt kødproduktion og det industrielle landbrug, der belaster klimaet. Alene svinefoder er årsag til, at enorme skovområder ryddes for at gøre plads til sojadyrkning.
Bare i Brasilien optager sojamarker et område, der svarer til mere end syv gange Danmarks areal. Kød og mælkeproduktion lægger beslag på 83 procent af verdens landbrugsarealer. Disse områder kunne bruges mere effektivt til at brødføde verdens befolkning, hvis man i stedet satsede på småbrug og plantebaserede fødevarer.
I et andet indlæg Rune Nørgaard har skrevet til Globalnyt, argumenterer han for, at store svinebrug er bæredygtige, fordi de er mere effektive end små svinebrug.
Han skriver: »Sammenlignet med for eksempel små svinefarme i Kina, Chile eller Sydafrika er reduktionen ganske betragtelig og kan dermed frigøre landbrugsarealer, som alternativt kan benyttes til produktion af fødevarer.«
Men alternativet til svinebrug i storskala er ikke nødvendigvis småbrug, der udelukkende producerer svin. Landbrugsfonden behøver ikke bruge 82 procent af dens midler på svinebrug – man kunne i stedet investere i plantebaserede madvarer.
Det er svært at se, hvordan IFU’s investeringer bidrager til en reel bæredygtig udvikling i udviklingslandene og til realiseringen af FN’s verdensmål, der indebærer hurtig handling for at bekæmpe klimaforandringerne. I stedet er det tydeligt, hvordan danske skattekroner gennem IFU ender med at støtte store, danske virksomheders forretningseventyr i udviklingslandene.
Verdensmål og madproduktion
I sin kommentar på Globalnyt tilføjer Rune Nørgaard desuden, at det er nødvendigt, at IFU investerer »i storskala, hvis vi skal indfri verdensmål mål 2, der handler om at afskaffe sult.«
Storskala-produktioner inden for landbrug- og fødevaresektoren skal sikre et større udbytte og samtidig bidrage til at reducere madspild, lyder det. Det er vi – og mange andre fra den globale bevægelse for klimaretfærdighed – uenige i.
Det forholder sig nemlig sådan, at der i dag produceres kalorier nok til at brødføde hele verdens befolkning. Problemer med mangel på mad handler i højere grad om fordelingen af mad, hvem der producerer den og hvordan den produceres.
Storskala-svine- og landbrug er ikke vejen at gå, hvis vi skal indfri målet om at afskaffe sult på globalt plan. Derimod skal vi se mod mindre og lokale landbrug.
Små og mindre landbrug brødføder nemlig allerede 70 procent af verdens befolkning med kun 25 procent af ressourcerne. Det kalder vi effektivt.
Til sammenligning bruger det industrielle storskala-fødevaresystem langt flere ressourcer. Og hvis det skulle betale for sine ødelæggende aktiviteter i forhold til naturgrundlaget, så ville prisen for at drive storskala-landbrug være langt højere.
Småbønder er ofte mere produktive
Der er gode alternativer til kunstgødning og industriel svineproduktion. I Afrika Kontakt samarbejder vi med den globale bondebevægelse, La Via Campesina, der repræsenterer mere end 200 millioner småbønder verden over.
Bevægelsen peger på, at lokale småbønder står med svarene på klimakrisen. Det er småbønder og ikke det industrielle landbrug, der kan brødføde verden på en bæredygtig måde.
Og forskningen bakker op: Småbønder i udviklingslande er faktisk ofte mere produktive end storskala-fødevareproduktion. Det viser et studie udarbejdet af Verdensbanken, der kortlægger forskningen på området. Og småbønderne har potentiale til at øge produktionen med økologiske og bæredygtige metoder
Lokale småbønder er både bæredygtige og produktive, så hvorfor investerer IFU massivt i industrielt landbrug? Hvorfor går IFU’s investeringer og dele af den danske udviklingsbistand til en lille elite inden for privatsektoren, som let kunne rejse kapital på anden vis?
Man kunne i stedet vælge at støtte den del af privatsektoren i udviklingslande, der har mest brug for det, som eksempelvis småbønderne. Dét vil netop være bæredygtigt.
Ny bæredygtighedspolitik
IFU vil beslutte en ny bæredygtigheds-politik i december. Et udkast til den var i høring i sommer.
Parisaftalen kræver, at investeringer afstemmes med målsætningen om ikke at overstige en temperaturstigning på 1,5 grader, men IFU’s udkast til en ny bæredygtighedspolitik indebærer ikke nogen reel klimapolitik. Fonden nævner kun, at den er »inspireret« af Parisaftalen – ikke hvilke implikationer aftalen har for IFU.
Udviklingsministeren udpeger IFU’s bestyrelse og sætter rammerne for fonden. I Afrika Kontakt opfordrer vi derfor udviklingsminister Ulla Tørnæs til at slå fast, at IFU’s investeringer skal være i overensstemmelse med Parisaftalen, og at det kræver, at støtten til industrielt landbrug stoppes.
Vi kan bruge vores udviklingsbistand bedre. Det er ikke danske svinebønder, der viser vejen ud af klimakrisen. Det er de lokale småbønder.
Afrika Kontakt
Afrika Kontakt (AK) er en solidaritetsbevægelse, der sammen med folkelige bevægelser verden over kæmper for grundlæggende politiske forandringer for at gøre op med den globale ulighed.
