Af Mellemfolkeligt Samvirke, Dyrenes Alliance, Danmarks Naturfredningsforening, NOAH – Friends of the Earth Danmark, Greenpeace, Sex og Samfund, Nyt Europa, Afrika Kontakt, Dansk Vegetarisk Forening, Økologisk Landsforening, og Folkets Klimamarch København
PRESSEMEDDELELSE:
På fredag d. 15. marts vil danske skoleelever og studerende strejke for klimaet i 27 danske byer. Dette er en del af en global strejke under navnet FridaysForFuture, der foregår mere end 1300 byer i mindst 98 lande. 11 danske civilsamfundsorganisationer bakker eleverne og de studerende op i deres kamp for en retfærdig fremtid uden ødelæggende globale klimaforandringer.
Klimaforskernes melding er klar: vi har et meget lille vindue til at gennemføre samfundsændringer i hidtil uset skala, hvis ikke vores klima og miljø skal ændres med uoverskuelige konsekvenser til følge — særligt for klodens fattigste befolkninger.
Derfor er det uhyre vigtigt, at unge mennesker verden over viser deres utilfredshed med den helt utilstrækkelige politik, der føres af verdens ledere.
I Danmark ses manglen på handling tydeligt i Klimarådets rapport fra november 2018. Denne viser, at regeringens klimaplaner sænker omstillingstempoet til en fjerdedel. Derfor er det også i Danmark nødvendigt, at borgere fra alle dele i samfundet rejser sig og stiller et folkeligt krav til en klimaplan, der overholder Parisaftalen. De unge mennesker, som strejker på fredag, tager ansvar for vores alles fremtid og de bør derfor bifaldes af alle.
Nikolaj Kornbech fra NOAH udtaler: »FN’s første klimarapport kom for snart 30 år siden, så den voksne generation af politikere og erhvervsfolk har ingen undskyldning for ikke at have handlet endnu. Når de så åbenlyst spiller hasard med klodens fremtid, må den unge generation tvinge dem til at handle anderledes«.
Maria Reumert Gjerding: Stærkt og vigtigt signal fra de unge
»Jeg synes, det er et så stærkt og vigtigt signal, at ungdommen nu kræver politisk handling, og bliver ved med at presse vores politikere, så vores klima og fremtidens generationer ikke bliver ignoreret. Det giver håb«, siger præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.
Hun bakkes op af Tim Whyte, generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke, der udtaler:
»De unge rykker verden den rigtige vej. Vi skal stille helt om. Det vigtigste skal først. Vores klima. Vores børn. Vores unge. Vores fællesskab og fremtid. Og det skal være nu«.
Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, tilføjer:
»Vi håber, at de strejkende unge kan være en øjenåbner for de politikere, som ikke forstår, at der skal markante forandringer til på alle planer. Vi ved eksempelvis fra målinger, at et klart flertal af Danmarks unge støtter, at vores mad skal være markant grønnere, ligesom de støtter en række konkrete politiske tiltag, der kan fremme dette. Forhåbentlig forstår politikerne det også snart«.
»Det er dybt uansvarligt, at den danske stat i så høj grad ignorerer videnskaben og fremmer en udvikling både herhjemme og i det globale syd, der på ingen måde er bæredygtig. Klimastrejken viser, at vi er mange, der sætter hensynet til miljø, klima og mennesker højere end hensynet til profit og business as usual.«, lyder det fra Birgitte Diget fra Afrika Kontakts klimagruppe.
Steen Gade: Vi er sent ude, men ikke for sent
Paul Holmbeck, politisk direktør i Økologisk Landsforening, udtaler videre:
»Vi har småskridtspolitik, når der er behov for et klimamæssigt tigerspring. Vi støtter i den grad studerendes krav om en markant klimapolitik, og deres specifikke krav om bedre uddannelse for fremtidens landmænd og fødevarehåndværkere, som skal være med til at skabe en bæredygtig fremtid«.
»Det er et historisk øjeblik, når unge nu går så massivt på gader og stræder i alverdens byer for at sende et klart budskab om, at politikerne må gøre langt mere for den fremtid, de skal vokse op i. Vi opfordrer til, at alle danske politikere lytter og handler på det store, inspirerende råb fra den viljestærke generation af unge, der nu viser vejen,« siger Jens Mattias Clausen, klimapolitisk leder hos Greenpeace.
»Med dagens strejke minder unge fra hele verden os om, at vores klimaindsats er utilstrækkelig. Klimapolitik må og skal helt til tops på den politiske dagsorden både i Danmark og i EU-samarbejdet. Lige om lidt skal vi stemme til to valg, som vi skal — og kan — gøre til klimavalg. Både til Folketinget og til Europa-Parlamentet. Vi skal gribe muligheden nu for at tage en meget alvorlig snak om, hvordan vi når Verdensmålene og Paris-aftalen. Vi er sent ude, men ikke for sent«, lyder det fra Steen Gade, formand for Nyt Europa.
»Når politikerne ikke tager folkets ønsker seriøst, og når der ikke bliver taget ambitiøse og nødvendige midler i brug, må vi skabe endnu mere opmærksomhed. Vi må vise, hvor vigtigt det er at standse den nuværende kurs ved at få alle danskerne på gaden, unge som gamle«, udtaler Amalie Lund Michaelsen, arrangør af Folkets Klimamarch København.
Du kan finde flere oplysninger om de danske klimastrejker på: