Plastik i verdenshavene er et stigende problem for både naturens og menneskers sundhed. Derfor går et hold forskere fra flere danske forskningsinstitutioner nu sammen om at udvikle viden og løsninger på plastikforureningen. Samarbejdet har base på Aalborg Universitet (AAU).
Forskningscentret, der hedder MarinePlastic, er finansieret af Velux Fonden med 20 millioner kroner, og foruden AAU deltager også Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Roskilde Universitet (RUC), Aarhus Universitet (AU) og Nationalmuseet. De forskellige parter har ansvar for hvert sit forskningsområde, og samarbejdet koordineres af professor Jes Vollertsen fra AAU, der leder forskningscentret.
- Plastforurening er et alvorligt problem, der kræver handling hurtigst muligt. Derfor er det afgørende, at vi nu forener indsatsen på tværs af fagområder og institutioner, så vi kan samle vores viden, øge vores forståelse og foreslå løsninger i fællesskab, siger centerleder Jes Vollertsen fra Institut for Byggeri og Anlæg på AAU.
Plastikforurening skal løses i fællesskab
MarinePlastic skal arbejde med plastikforurening fra flere vinkler. Blandt andet skal forskerne indsamle viden om plastikforureningens typer, årsager, omfang, spredning, nedbrydning og miljømæssige konsekvenser. Det spænder over alt fra efterladte fiskenet og affald til mikroplastik og nanoplastik i havmiljøet.
- Der er brug for ny viden, ny teknologi og ny politik, hvis vi skal komme plastikproblemet til livs, før det bliver til en miljømæssig katastrofe. Til det har vi brug for en bedre forståelse af problemet. Derfor er det ultimative mål at bringe vores viden i spil til gavn for verden ved at foreslå teknologiske og politiske løsninger, siger Jes Vollertsen.
Selv om MarinePlastic grundlæggende er et forskningscenter, der skal publicere videnskabelige artikler, så har projektet også et erklæret mål om at udvikle konkrete løsningsforslag og gavnlige tiltag i samarbejde med beslutningstagere.
Partnerne arbejder sammen om at nå et fælles mål
Mens AAU står i spidsen for forskningscentret og koordinerer samarbejdet, bidrager de forskellige universiteter og forskergrupper med forskellig ekspertise for i fællesskab at forstå og finde løsninger på det komplekse plastikproblem:
Som leder af MarinePlastic skal Jes Vollertsen på AAU sørge for vidensdeling og samarbejde mellem de mange deltagere i samarbejdet. Også Velux Fonden, som har finansieret MarinePlastic, er begejstrede for, at stærke kræfter på området nu skal samarbejde om den komplekse problemstilling.
- Hvis vi skal komme plastikforurening til livs, er der brug for en koordineret indsats, der kan udnytte den samlede ekspertise bedst muligt. Derfor er vi stolte af at støtte det nye forskningscenter, som samler dygtige forskere om at udvikle ny viden og nye løsninger i fællesskab, siger Ane Hendriksen, direktør i Velux Fonden.
Kilde: Aalborg Universitet