Danske Bank pynter sig med lånte fjer

I Danske Banks nye reklamekampagne ser man smeltende isbjerge og vindmøller, der snurrer. Men det giver et helt forfejlet billede, for Danske Bank er ikke en grøn og klimavenlig bank.

- Klimaet er ikke vores hovedfokus, erkender Eivind Kolding, ordførende direktør i Dansk Bank. (Foto: Danske Bank)

Det siger Christian Ege, der er sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

- Jeg synes ikke, man skal reklamere med, at man er en klimavenlig bank, hvis ens indsats ligger nærmere bunden end toppen. Det synes jeg ikke er i orden, siger Christian Ege til TV-avisen.

Danske Banks kampagne, der blev lanceret for en måned siden, har givet heftig kritik, fordi den helt ublu hugger kritikernes symbolik og formsprog for at rette op på sit eget flossede image.

Dansk Bank: Klimaet er ikke vores hovedfokus
Ejvind Kolding, der er ordførende direktør i Dansk Bank melder imidlertid hus forbi. Han siger, at kritikerne helt har misforstået budskabet. Kampagnen skal ikke signalere, at man gør ekstra meget for klimaet.

- Nej, det er ikke vores hovedfokus. Vores hovedfokus er, at der er en klimadebat. Klimaet fylder meget, og det må vi som bank tage højde for, siger Danske Banks ordførende direktør, Eivind Kolding til TV-avisen.

I en rapport fra organisationen Carbon Disclosure Project er Danske Bank dårligst blandt seks store nordiske banker til at fortælle om, hvad banken gør for klimaet.

Fjerner sekvens efter kritik
Seneste har Dansk Bank justeret kampagnen og fjernet en sekvens, hvor man ser en ung mand fra den antikapitalistiske Ocupy Wall Street-bevægelse med en dollarseddel tapet fast hen over munden.

- Det gør vi, fordi vi har fået negative reaktioner fra flere, der mener, vi misbruger Occupy-navnet – herunder ‘Occupy Wall Street’-bevægelsen selv. Det har ikke været intentionen, og det beklager vi. Vi inviterer i den anledning repræsentanter fra ‘Occupy Wall Street’-bevægelsen til dialog, meddeler Danske Bank.

- Hensigten med vores kampagne er at vise, at verden forandrer sig markant, og at vi som bank tilpasser os denne udvikling. Vi er blandt andet opmærksomme på kritikken af bankerne, og vi har brugt et billede af ‘Occupy Wall Street’-bevægelsen som et eksempel på den kritik, lyder det fra Danske Bank.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: