Den enes skrald, den andens guld. Sådan tænker den danske overfladebehandlings-virksomhed Elplatek, der har udviklet et rensningsanlæg, som kan udvinde både guld og kviksølv fra affaldet fra mindre guldminer.
På den måde kan det også økonomisk betale sig at gøre noget ved verdens største kilde til kviksølvforurening. Projektet er støttet af MUDP, der nu er klar med 100 millioner kroner til nye projekter.
Testet i Nicaragua
- Vi har testet anlægget i Nicaragua med gode resultater. Der er tusindvis af små miner over hele verden, og de udleder flere hundrede tons kviksølv om året, siger Jan Boye Rasmussen, direktør i Elplatek .
Virksomhedens rensningsanlæg kan oprense størstedelen af det, der findes i mineaffaldet. Samtidig kan det udvikle sig til et eksporteventyr, håber han.
- Det vil være en kæmpe samfunds- og sundhedsmæssig gevinst, hvis rensningsanlægget kan komme dele af verdens kviksølvsforurening til livs, siger Jan Boye Rasmussen.
Løser miljøproblemer
Anlægget er udviklet i samarbejde med forsker Peter Appel fra DTU og en amerikansk partner. Med en kommerciel lancering forventer Elplatek at kunne fordoble antallet af ansatte fra 15 til 30 og sælge til både regeringer og private miljøfilantroper.
- Når danske virksomheder løser miljøproblemer i udlandet, så er det noget, vi kan være stolte af. Danmark har meget at bidrage med, og når de grønne projekter samtidig skaber vækst og arbejdspladser i ind- og udland, så ved jeg, vi har ramt rigtigt ved at støtte sådan et projekt, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Ny ansøgningsrunde er åben
Mineprojektet er støttet med godt en million kroner af Miljø- og Fødevareministeriets Miljøteknologiske Udviklings og Demonstrations Program (MUDP), og støtteordningen har netop åbnet for nye ansøgninger.
I 2016 uddeler MUDP 100 millioner kroner i støtte, hvoraf ca. halvdelen går til mindre projekter i små og mellemstore virksomheder, og den anden halvdel går til nogle få store fyrtårnsprojekter.
- Mineprojektet viser, hvor bredt MUDP spænder. Danske virksomheder har de grønne idéer, der kan løse problemstillinger både nationalt og internationalt. Og nogle af disse idéer har brug for støtte for at blive til virkelighed. Vi håber at få endnu flere spændende forslag til nye projekter i 2016, siger Pernille Blach Hansen, formand for MUDP-bestyrelsen.
Elplatek forventer at sætte rensningsanlægget på markedet i løbet af 2017.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet