Det er ikke kun i danske butikker, forbrugerne putter økologisk frugt og grønt i indkøbskurven. Også i udlandet er der rift om frugt og grønt, som er dyrket uden sprøjtegift og kunstgødning på danske marker. Økologisk Landsforeningen forudser, at der bliver behov for flere danske øko-avlere for fremover at kunne følge med efterspørgslen herhjemme og i udlandet.
I 2014 steg eksporten af økologisk frugt og grnt med hele 75 procent, mens importen faldt med otte procent.
- Det er lykkedes de danske øko-avlere at forsyne en større del af det voksende hjemmemarked for økologi med frugter og grøntsager i 2014, samtidig med at eksporten er steget markant. Det er en meget positivt udvikling, som er til gavn for vækst- og jobskabelsen i Danmark. Vi arbejder aktivt for at skaffe flere økologiske frugt og grønt-producenter, så vi også i de kommende år kan basere den stigende øko-efterspørgsel på danske råvarer, siger Helene Birk, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.
Salget af økologisk frugt og grønt til den danske dagligvarehandel voksede med 15 procent i 2014, mens salget til kantiner, restauranter, hospitaler og andre storkøkkener er steget med 36 procent.
Dansk frugt og grønt forbindes med høj kvalitet i udlandet
51 procent af de frugter og grønsager, vi eksporterer, går til vores naboer i Sverige. Mens 14 procent sendes sydpå til tyskerne, hvortil eksporten af frugt og grønt var seksdoblet i 2014 i forhold til året før.
Den østjyske grøntsagsleverandør, Northern Greens, er en af de virksomheder, der kan nikke genkendende til udviklingen.
- Vi har øget vores eksport i både 2014 og 2015, og vi mærker især voksende efterspørgsel fra det tyske marked. Det er primært gulerødder, der trækker væksten, men også andre økologiske frilandsgrøntsager som rodfrugter og kål. Vi oplever helt klart, at økologiske råvarer fra Danmark bliver forbundet med høj kvalitet i udlandet, siger Jørgen Nicolai Nielsen, direktør hos Northern Greens.
Øko-eksporten steg 12 procent
Danske virksomheder solgte i alt øko-varer til udlandet for 1.721 millioner kroner i 2014, hvilket er en stigning på 12 procent i forhold til året før. Den økologiske eksport sætter således rekord for niende år i træk og er cirka syvdoblet på 10 år. Økologisk Landsforening forventer, at øko-eksporten minimum når tre milliarder i 2020.
Den samlede import af øko-varer til Danmark steg med ni procent i 2014. En stor del af de importerede varer er nogle, vi ikke kan producere herhjemme. Eksempelvis bananer, appelsiner, citroner, kakao, the og ris.