Dansk naturforvaltning er amatørernes legeplads
KRONIK – To af landets førende naturforskere, Rasmus Ejrnæs og Hans Henrik Bruun, retter en skarp kritik af Danmarks forvaltning af natur og biodiversitet. Danmark er en bananrepublik, når det gælder forvaltningen af vores fælles naturarv. Natur og biodiversitet forvaltes i reglen af amatører, skriver de.
Rasmus Ejrnæs (billedet) og Hans Henrik Bruun retter en skarp kritik mod forvaltningen af natur og biodiversitet. Foto: Gustav Bech
Af Rasmus Ejrnæs, seniorforsker i biologi, Aarhus Universitet og
Hans Henrik Bruun, lektor i biologi, Københavns Universitet
Det går ikke ret godt for Danmarks natur. Og når der endelig er noget, som er gået godt, så synes det oftest at bero på tilfældigheder. Både i 2007 og 2013 rapporterede Danmark til EU, at langt hovedparten af landets naturtyper og arter af europæisk fællesskabsbetydning havde stærkt ugunstig bevaringsstatus.
I 2011 offentliggjorde Danmarks Miljøundersøgelser en undersøgelse af status og udvikling for Danmarks biologiske mangfoldighed i anledning af 2010-målet om at standse tabet af biodiversitet. Konklusionen var klokkeklar: Der var tilbagegang for biodiversiteten i alle danske økosystemer.
Da målet om at standse tabet af biodiversitet ikke blev nået i 2010, undskyldte den siddende miljøminister, Karen Ellemann, det med, at Danmark hverken klarede sig værre eller bedre end alle de andre europæiske lande, som heller ikke havde nået målet.
Mens dette er et faktum, dækker det samtidig over, at det ikke kun er biodiversiteten, som halter i Danmark, men nok så meget indsatsen for biodiversiteten. Allerede i 2008, to år inden det blev klart, at 2010-målet ikke var nået, havde professor Carsten Rahbek ved Københavns Universitet kaldt den danske biodiversitetsforvaltning for »røven af fjerde division« baseret på dumpekarakterer i en stor international evaluering.
Hvordan kunne det dog gå så galt? Den korte forklaring er, at Danmark er en bananrepublik, når det gælder forvaltningen af vores fælles naturarv. Mens råstofferne forvaltes af geologer, byplanlægningen af arkitekter, lovgivning af jurister, finanserne af økonomer, landbruget af agronomer og skovbruget af forstfolk, så forvaltes natur og biodiversitet i reglen af amatører. Lad os tage et par eksempler.
I 2014 barslede den socialdemokratisk ledede regering med Naturplan Danmark. Helle Thorning-Schmidt havde opsnuset at der var stemmer i naturen, så hun troppede op på Naturcenter Amager for at kilde en tudse under maven sammen med en flok glade børn og et tv-hold. Men inden blækket var tørt, fik planen tørt på af landets førende eksperter.
Planen ignorerede sagkundskabens entydige anbefaling af en indsats for gamle skove. I stedet ville planen plante ny skov og lave misforståede grønne korridorer i landskabet. Ting, som nok kan lyde rigtige for en amatør, men som er indlysende forkerte for professionelle fagfolk.
Nationalparker er falsk varebetegnelse
Allerede i 1999 var OECD ude med riven efter Danmark. OECD kunne ikke få øje på forpligtende naturmålsætninger i dansk miljøforvaltning og anbefalede at Danmark oprettede nationalparker ligesom andre civiliserede lande. I 2007 fik vi lov om nationalparker og nu har vi nationalparker i Thy, på Mols, ved Vadehavet og Roskilde Fjord. Der er dog tale om falsk varebetegnelse.
Placeringen har alene været styret af lokalbefolkningens ønsker og der følger ingen indskrænkninger på arealanvendelsen med den fine status. For at sikre at ingen bliver sure, er alle lokale interessenter sikret repræsentation i nationalparkernes bestyrelser og råd – til gengæld er fagfolk med viden om natur og biodiversitet ikke med.
De danske nationalparker leverer ikke den udstrakte naturbeskyttelse som OECD efterlyste; der er snarere tale om laboratorier for lokale beslutningsprocesser. Det kan der sikkert komme meget godt ud af, men lokale folkeparker havde været en mere retvisende betegnelse.
Skovene er Danmarks vigtigste økosystem
Skovene er Danmarks vigtigste økosystem, når vi taler om biodiversitet. Eftersom staten er landets største skovejer, burde det være ligetil at tage vare på skovenes naturværdier. Ikke desto mindre har Danmark i de seneste mange årtier prioriteret plantning af ny dyrket skov på landbrugsjord frem for at beskytte de eksisterende skove mod skovdyrkning.
Dette står i skærende kontrast til, at alle biodiversitetsforskere i Danmark, ja, sågar De Økonomiske Råd, samstemmende har vurderet, at ophør af forstlig drift i form af dræning, plantning, tynding og hugst i skovene er det enkeltstående mest effektive virkemiddel, som findes, når Danmarks biodiversitet skal beskyttes. Beslutningerne om forvaltning og beskyttelse af skovenes natur bliver taget af amatører.
Statsskovene har ligesom dansk skovpolitik været tilrettelagt for politikerne af et embedsværk under ledelse af forstkandidater – professionelle når det gælder skovdyrkning, men amatører når det gælder naturbeskyttelse.
Svært at få øje på ekspertisen i Den Danske Naturfond
Den Danske Naturfond blev i januar 2015 etableret på initiativ fra Aage V. Jensens Naturfond og Villum Fonden og med 500 millioner statslige kroner. Tænk, at Danmark endelig fik en fond, som kunne frikøbe arealer til naturformål. Stor var skuffelsen dog, da bestyrelsen blev offentliggjort.
På trods af, at fondens vedtægter utvetydigt kræver medlemmer med naturfaglig ekspertise og viden om naturforvaltning, var det svært at få øje på sådan ekspertise blandt bestyrelsens syv medlemmer.
Kun formanden havde en fjern fortid inden for biodiversitet, nemlig tropiske planter. Ingen i bestyrelsen kan siges at have ekspertise i eller erfaring med forvaltning af dansk biodiversitet. At man så ansætter en forstkandidat som direktør for fonden hjælper ikke.
Til sammenligning er 11 ud af 12 medlemmer af Statens Kunstfonds bestyrelse udøvende kunstnere og ni ud af ni medlemmer af Danmarks Grundforskningsfond er professorer med international forskningserfaring. Det virker næsten larmende demonstrativt, at staten og de to private fonde helt har undgået faglig ekspertise i naturfondens bestyrelse.
Brødnid og sure rønnebær?
Det er en nærliggende tanke at kronikørerne er ramt af brødnid og sure rønnebær. Det er ingenlunde tilfældet – vi har faste ansættelser og vil hellere forske end administrere. Vi synes bare det er bemærkelsesværdigt, at man sjusker sådan med de erklærede nationale satsninger på et forvaltningsområde, hvor fiasko har afløst fiasko.
Hvis vi løfter blikket lidt fra andedammen, har amerikansk nationalparkforvaltning været i professionelle hænder siden 1963, hvor man indhentede den første videnskabelige rapport, og alle parker har videnskabeligt personale ansat til at tilrettelægge forvaltningen.
I Sydafrika er South African National Parks en af verdens førende organisationer for naturbevarelse. SanParks har ansvaret for 19 enorme nationalparker. Beslutninger om prioriterede opkøb af arealer samt konkret forvaltning træffes af uddannede, professionelle naturforvaltere og forskere.
Der findes næppe kun én forklaring på alle amatørerne blandt beslutningstagerne i dansk naturforvaltning. Det er dog fristende at pege på, at det lugter lidt af adel at bestemme over den skønne natur.
Hovedet under armen
Der står derfor altid en prominent direktør eller bestyrelsesformand klar til at påtage sig ansvaret og beslutningsretten over jorden og naturen. De har garanteret ofte hjertet på rette sted, men også tit hovedet under armen. Den anden nærliggende forklaring er naturligvis, at naturen er noget billigt skidt. Der er hverken penge, nytte eller sundhedsfare i den vilde natur, så hvorfor egentlig gøre sig umage?
Hvis vi ikke skal fortsætte rækken af forudsigelige fiaskoer på biodiversitetsområdet, er det på høje tid at professionalisere naturforvaltningen. På samme måde som samfundet til enhver tid overlader til ingeniører at projektere veje og broer.
Oplagte steder at starte kunne være statens, kommunernes og kirkens arealforvaltninger, nationalparkbestyrelserne, naturfondens bestyrelse og de store private skattefritagne, almennyttige og arealbesiddende naturfonde.
Danmark vil næppe kunne leve op til befolkningens forventninger og de internationale forpligtelser, så længe amatørerne er konger.
Kronikken blev første gang offentliggjort i Jyllands-Posten.
