I morgen bliver den første danske astronaut nogensinde sendt ud i rummet med kurs mod den internationale rumstation ISS. Med sig ud i rummet bringer Andreas Mogensen dansk miljøteknologi i verdensklasse.
På rumstationen skal han teste tre sæt vandrensningsmembraner fra den danske virksomhed Aquaporin, der skal rense og genbruge spildevand på rumstationen. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen besøgte virksomheden i København i dag for at se membranerne i aktion.
Stolt minister
- Der er al mulig grund til at være særligt stolt af at være dansker i dag, siger Eva Kjer.
- Langt ude i rummet bliver smart, dansk miljøteknologi afprøvet – og så af en dansker. Den slags løsninger har ikke kun potentiale i rummet. Vi er blandt verdens bedste til at producere teknologi som pumper, membraner og ventiler, og eksporten har de seneste år skabt mere end 1.000 arbejdspladser i Danmark, siger Eva Kjer Hansen.
Samtidig med, at lækkede dokumenter viser, at regeringen har planer om at skære voldsomt ned på miljøområdet, viser helt nye tal, at eksporten af vandteknologi siden 2009 er steget med godt 3,6 milliarder kroner til 15,9 milliarder kroner i 2014. Det er en stigning på godt 30 procent, viser tallene, som konsulentfirmaet DAMVAD har udarbejdet for Miljø- og Fødevareministeriet.
Globale mål kan generere vækst
Der er ikke udsigt til, at vækstraterne stilner af. Sidst i september mødes verdens statsoverhoveder i New York for at vedtage nye, globale bæredygtighedsmål. Et særskilt mål bliver, at der inden 2030 skal være adgang til rent vand for alle, og det indebærer blandt andet, at vandspildet skal nedbringes og andelen af urenset spildevand skal halveres inden 2030. De nye mål kan skabe yderligere vækst i branchen.
- Mange lande oplever enorme udfordringer med vandspild, oversvømmelser og spildevand, der ender i floder, søer eller havene uden at blive renset. Danmark har svaret på mange af udfordringerne og smarte løsninger at byde ind med, og det vil jeg gøre opmærksom på i New York, siger Eva Kjer Hansen.
De globale mål for bæredygtig udvikling skal vedtages ved FN’s generalforsamling 25.-27. september i New York.