Miljøminister Ida Auken glæder sig over, at virksomhederne satser på eksport af grønne løsninger og skaber arbejdspladser.
Mærsks skibe er designet, så skibenes dele kan genanvendes, når de skal hugges op. Novozymes enzymer fjerner giftig forurening på rejefarme i Thailand. Og Grundfos fremstiller energieffektive pumper, der har potentiale til at spare fire procent af verdens energiforbrug. Alle løsninger, som bidrager til grøn dansk eksport.
Den nye rapport, som Niras har lavet for Miljøministeriet, “Grøn Omstilling – Store danske eksportvirksomheders potentiale for at bidrage til grøn omstilling” belyser det grønne erhvervsområde for 100 af de største danske eksportvirksomheder.
32 store står for 30 procent af eksporten
32 af de største danske eksportvirksomheder har grønne produkter som en del af deres forretningsområde. De 32 virksomheder står for 30 procent af den samlede danske eksport.
- Danske eksportvirksomheder tænker grønt, fordi det kan betale sig nu – og ikke mindst i fremtiden. Det er godt nyt for Danmark og et vigtigt skridt mod grøn omstilling. Jeg vil gerne invitere de danske virksomheder, der har størst potentiale for at skabe nye grønne arbejdspladser, til en åben snak om, hvordan vi gør det til en endnu bedre forretning at tænke grønt, siger miljøminister Ida Auken.
Miljøregulering motiverer til at tænke grønt
Rapporten viser, at de store eksportvirksomheder i stigende grad lægger vægt på at være forrest, når det gælder forskning i og udvikling af grøn teknologi. Samtidig siger virksomhederne, at det er vigtigt for dem, at miljøreguleringen designes så den fremmer udvikling og innovation.
- Virksomhedernes investeringer i miljøteknologi viser, at det grønne område er højt prioriteret i toppen af dansk erhvervsliv. Samtidigt har vi mærket en massiv interesse for ministeriets pulje til grøn teknologi. Den grønne omstilling er godt i gang, siger Ida Auken.
Rapporten viser også, at udenlandske virksomheder er særligt interesseret i investere i Danmark inden for det grønne område. I det hele taget er grøn teknologi med til at gøre Danmark kendt i udlandet.
FAKTA: