Den første mølle i parken blev rejst 3. september 2012 og sendte den første strøm ind på det danske elnet 21. september 2012 og nu ni måneder efter er alle møller i parken i drift. Arbejdet med at færdiggøre idriftsættelsesarbejdet vil dog fortsætte hen over sommeren.
Flemming Thomsen, projektdirektør i DONG Energy, kalder det en utrolig vigtig milepæl for Anholt Havmøllepark.
- Da vi bød ind på opgaven i 2010 vidste vi at det ville blive en hård opgave at installere de 111 møller i løbet af to vintre og en sommer, men ved god planlægning og effektiv projektstyring er vi kommet i mål indenfor tidsplanen og inden de tidsfrister, der var formuleret i udbudsvilkårene, siger han.
- Halvandet års installationsarbejde på havet er overstået efter et meget intenst forløb. Vejret i efteråret og vinteren har været hårdere end normalt, så det har været en ekstra stor udfordring at holde tidsplanen. Nu er alle møllerne sat i drift og producerer grøn energi, og vi er rigtigt stolte af det resultat vi har opnået, og den gode indsats vores leverandører har leveret, fortæller Flemming Thomsen.
840.000 danske medejere
Parken er med sine i alt 400 MW Danmarks største havmøllepark, og de 111 møller producerer ren og CO2-fri elektricitet svarende til i alt 400.000 danske husstandes forbrug eller 4 procent af det samlede danske elforbrug.
28. marts 2011 købte PensionDanmark og PKA i alt 50 procent af Anholt Havmøllepark. Dermed blev ca. 840.000 danskere medejere af havmølleparken.
- Opførelsen af Anholt Havmøllepark er gået rigtig godt. Det bekræfter vores vurdering af DONG Energy som en globalt førende virksomhed inden for dette felt. Vores medlemmer kan nu se frem til mange år med et stabilt og attraktivt afkast på vores investering, og modellen med DONG Energy er blevet et forbillede for lignende joint ventures andre steder i verden, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
- Investeringer som denne er ikke bare med til at skabe et godt afkast til PKA’s medlemmer, den skaber også udvikling, vækst og arbejdspladser, og derfor er det et område, vi vil satse meget på. I PKA er vi stolte over at være med til at levere grøn strøm til 400.000 danske hjem, siger PKA’s adm. direktør Peter Damgaard Jensen.