Danmarks dyr og planter bliver digitale

NATUR – Danmark får i 2020 sin første artsportal med den nyeste viden for alle, der interesserer sig for arter og natur. Danmarks Artsportal vil samle alle offentlige og private data.

Danmark får nu en artsportal med alle tilgængelige oplysninger om dyr og planter. Foto: Naturstyrelsen

Hvor mange oddere findes i Jylland? Og er der kæmpebjørneklo i dit område? Det kan være svært at finde ud af, fordi viden om arterne i dag er spredt ud på mange forskellige steder. I modsætning til mange andre lande har Danmark ikke en offentligt tilgængelig artsportal.

Det skal der rådes bod på, mener miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

- Der venter kæmpe oplevelser i den danske natur, hvis man ved, hvor man skal kigge. Derfor er det rigtig godt, at vores viden om arterne i Danmark deles med alle, der har interesse. Vi gør det også muligt at bidrage med observationer af arter rundt om i landet. Jeg har selv fisket og gået på jagt i mange år og synes, at det er en fremragende ide, at man som almindelig dansker kan forbedre andres naturoplevelser ved at fortælle om sine egne, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Finansieringen af portalen er netop faldet på plads med seks millioner kroner fra 15. Juni Fonden og 13,29 millioner kroner fra AAGE V. JENSEN Naturfond. Dertil kommer de seks millioner kroner, der oprindeligt var afsat via finansloven.

- Dette er godt nyt for Danmarks biodiversitet. Med den fælles investering vil Artsportalen blive et brugbart, alment tilgængeligt og dermed værdifuldt værktøj til forvaltning af naturen og således hjælpe med til at understøtte Danmarks biodiversitetsmål, siger Anders Skov, direktør i AAGE  V. JENSEN NATURFOND.

Samler alle offentlige og private data
Danmarks Artsportal vil samle alle offentlige og private artsdata. Det vil f.eks. være data fra naturovervågningsprogrammet NOVANA, forskningsdata fra universiteterne og private artsdata fra foreninger som f.eks. Dansk Botanisk Forening og Danmarks Sportsfiskerforbund.

Det glæder direktør og professor Peter C. Kjærgaard fra Statens Naturhistoriske Museum, der skal udvikle portalen i tæt samarbejde med Miljøstyrelsen.

- Når vi samler artsdata på tværs, så får vi et stærkere vidensgrundlag for, hvordan naturen har det, og hvordan de forskellige arter lever og trives her i landet. Det er et projekt, som mange museer og forskere har ønsket sig gennem de sidste 20 år, så det er en stor glæde, at vi nu kan komme i gang med artsportalen og skabe et unikt datagrundlag om arterne i Danmark. Som museum har vi en ambition om at skabe positiv forandring for livet på Jorden, og her er artsportalen et meget vigtigt redskab, siger Peter C. Kjærgaard.

Artsportalen vil blive åbnet gradvist, efterhånden som data om de forskellige arter er samlet og klar. Den første del ventes at åbne i 2020, mens portalen ventes fuldt udbygget i 2022, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: