Udviklingsminister Christian Friis Bach har taget initiativ til at danne en international klub. Den lanceres på Rio-topmødet i dag.
Klubben består af de – desværre alt for få – regeringer, der lever op til et efterhånden 42 år gammelt mål om, at rige lande skal betale mindst 0,7 procent af deres bruttonationalindkomst i udviklingsbistand.
Gruppen hedder g07 og lanceres i dag med åbningen af en hjemmeside og en kampagne på Rio+20-topmødet.
På trods af at målet om at give 0,7 procent i ulandsbistand gennem fire årtier har været genfremsat og bekræftet mange gange i forskellige internationale sammenhænge, er det stadig kun en lille håndfuld lande, der lever op til målet. Og mens verdens ledere er samlet i Rio for at diskutere bæredygtig udvikling, er virkeligheden desværre, at verdens samlede udviklingsbistand nu er faldende.
Sammen med Luxembourg, Norge, Sverige og Storbritannien har Danmark derfor dannet g07-klubben, som skal skabe opmærksomhed om det massive fravær af rige lande, der lever op til deres forpligtelser overfor verdens fattige.
Eksklusiv klub
I forbindelse med kampagnens lancering i dag, siger Christian Friis Bach:
- På trods af at verdens rige lande har haft fire årtier til at nå op på 0,7 procent i udviklingsbistand, kan vi i dag kun samle fem lande i klubben. Vi håber bestemt ikke, at klubben bliver ved med at være så eksklusiv, og jeg vil fejre hvert et nyt medlem, siger Christian Friis Bach.
Dansk udviklingsbistand nåede 0,7 procent allerede i 1978, og Danmarks har uden afbrud i 34 år levet op til 0,7 procents-målet. Den nuværende regering har endda som mål at løfte bistande helt op på 1 procent over en årrække.
- Det er et politisk valg, vi har truffet, fordi udviklingsbistand er en rigtig god og langsigtet investering. Det er først og fremmest en investering i at hjælpe fattige mennesker til et bedre og mere værdigt liv. Men det er også en investering i en tryg og mere fredelig verden, der kommer Danmark til gode i form af færre flygtninge, færre konflikter, flere eksportmuligheder og flere arbejdspladser, siger Christian Friis Bach.
Navnet på klubben er en omskrivning af navnet på de store landes magtfulde finansgruppe G7.
- De fleste lande er meget interesseret i at være med i G7. Det vil være fint, hvis de er ligeså interesseret i at komme med i g07, siger udviklingsministeren.
g07 har i dag åbnet hjemmesiden g07.org og er synlig på topmødet i Rio, hvor mange deltagere går med armbånd og badges fra g07 med klubbens logo – et stort rørdt hjerte.
g07 er en gruppe af lande, som har nået 0,7 procent målet eller har en klar plan for at nå det: Sverige, Norge, Luxembourg og Danmark, som har alle en bistandsprocent over 0,7 procent, og Storbritannien, som har forpligtet sig til at anvende 0,7 procent af BNI på international udvikling fra 2013 og vil være det første G20 land, der gør det.
g07 er en markering af de lande, der lever op til de internatioanle bistandsforpligtigelser. Målet med den nye gruppe er, at de sammen ved forskellige lejligheder kan opfordre til at nærme sig de 0,7 procent.
Målet om at anvende 0,7 procent af BNI til udviklingsbistand blev første gang vedtaget af FN’s Generalforsamling i 1970. Målet er siden blev genbekræftet på højeste niveau i forbindelse med internationale bistands- og udviklingskonferencer og har tjent som en reference for politiske tilsagn om at øge udviklingsbistanden, ikke mindst fra EU.
I marts 2002 i Monterrey i Mexico vedtog FN’s medlemslande enstemmigt et slutdokumentet, som opfordrede “udviklede lande, som ikke har gjort det endnu til at iværksætte konkrete bestræbelser mod målet om 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) som officiel udviklingsbistand til udviklingslande”.
I maj 2005 var EU’s medlemslande de første, der forpligtede sig til at nå målet om at yde 0,7 procent af BNI til udviklingsbistand senest i 2015. Nye medlemslande forpligtede sig til at nå et lavere mål på 0,33 procent senest i 2015. Den 14. maj 2012 genbekræftede EU og dets medlemslande deres forpligtelse til kollektivt at øge deres udviklingsbistand til 0,7 af BNI i 2015 og genbekræftede alle deres individuelle og kollektive bistandsforpligtelser.