Danmark på vej mod varmerekord i 2014

2014 er på vej til at blive Danmarks varmeste år nogensinde. Foto: Colourbox

KLIMA – Hvis vinteren ikke kommer tidligt, vil 2014 ende som Danmarks varmeste år, siden de landsdækkende målinger begyndte i 1874. En alarmklokke, der kalder på handling, siger klimaminister Rasmus Helveg.

2014 er på vej til at blive Danmarks varmeste år. Det viser nye data og prognoser fra DMI. Den nuværende rekord stammer fra 2007, hvor året endte på 9,5°C. DMI vurderer, at 2014 er på vej mod ca. 9,7°C.

- Denne rekord er en alarmklokke, som kalder på, at vi hurtigst muligt udfaser kul og olie til fordel for flere vindmøller. Jeg håber, at hele verden lytter rigtig godt efter, når FN’s klimapanel IPCC offentliggør deres nye rapport om klimaets tilstand i København 2. november, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

- Det er en fælles opgave at sikre os, at denne udvikling ikke fortsætter. Derfor vil jeg kæmpe hårdt for at holde fast i vores klimaarbejde herhjemme og for, at vi får en ny bindende klimaaftale i Paris i 2015.

Juli blev den næstvarmeste nogensinde
Ingen af månederne i 2014 har i sig selv sat rekord. Juli tangerede den næstvarmeste målt i Danmark, mens marts og april begge blev de 4. varmeste, DMI har registreret. Alle månederne siden januar har til gengæld været over normaltemperaturen.

- Det er vedholdende varme året igennem, der er på vej til at give Danmark en ny vejrrekord. I dag ligger 2014 med en gennemsnitstemperatur på 10,9°C. Den falder naturligvis frem mod nytår, men den 10. oktober i rekordåret 2007 var temperaturen 10,6°C. Hvis ikke de kommende måneder bliver noget koldere end normalt, så ender vi med en ny rekord, siger klimatolog Mikael Scharling fra DMI.

Fakta om varmerekorden

  • Hvis vurderingen af temperaturen resten af året holder, ender 2014 et sted mellem 9,6 og 9,8°C. Det er ny rekord.
  • DMI vurderer, at resten af oktober ender ca. 1½ til 2°C over klimanormalen, november ender mellem 1 og 1½°C over, mens december ender omkring eller lidt under 1°C over. Det giver konservative bud på temperaturer for de 3 måneder på henholdsvis ca. 11°C; 5½°C og 2½°C.
  • Siden DMI påbegyndte målingerne i 1874, er Danmarks gennemsnitstemperatur steget med omkring 1,5°C.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: