Danmark med i international klima-koalition

KLIMA – Martin Lidegaard trykker i dag hænder med USA’s udenrigsminister Hillary Clinton for at bekræfte Danmarks indtræden i en ny koalition, der arbejder for at reducere de kortlivede klimagasser i atmosfæren.

Martin Lidegaard: Tidsfaktoren er den største udfordring, når vi skal bekæmpe klimaforandringer. (Foto: Carsten Snejbjerg)

Den danske regering har besluttet at tilslutte sig det amerikanske initiativ Climate and Clean Air Coalition.

Det er en ny koalition, der arbejder for at reducere udledningerne af de såkaldte kortlivede klimagasser- og partikler. Det er f.eks. metan, sod-partikler og HFC-gasser, der har en kraftig indvirkning på klimaet men hurtigt bliver nedbrudt i atmosfæren.

Ved at reducere udledningen af netop de klimagasser- og partikler, kan man få en relativ hurtig effekt i forhold til at sænke hastigheden af den globale opvarmning.

- Når vi skal bekæmpe klimaforandringerne er tidsfaktoren vores største udfordring, derfor er alle initiativer vigtige i forhold til at reducere klimagasser. Hvis vi gør en ekstra indsats for at reducere de kortlivede klimagasser- og partikler, har vi mulighed for at sænke hastigheden af den globale opvarmning. Men jeg vil gerne understrege, at CO2 stadig er den største klimasynder, derfor kan denne indsats ikke alene løse klimaproblemet, siger klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard.

Mange medlemmer
En lang række lande og organisationer er medlem af koalitionen Climate and Clean Air Coalition – blandt andre Sverige, Norge, Canada, Ghana, Mexico, Japan, EU Kommisionen, Verdensbanken og FN’s miljøprogram.

På grund af de kortlivede klimagasser- og partiklers særlige effekt og relativ korte levetid giver en reduktion af netop disse gasser og partikler mulighed for at sænke hastigheden af klimaændringerne i f.eks. Arktis. Til gengæld er de langsigtede effekter begrænsede.

- Det er vigtigt, at denne koalition ikke forsinker indsatsen for at reducere CO2 udledningerne. Derfor ser jeg dette samarbejde som et supplement til de aktiviteter, der foregår i FN-regi, hvor vi arbejder for at holde de globale temperaturstigninger under 2 grader,, siger Martin Lidegaard.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: