Danmark kun i klase B med dyrevelfærd

DYREVELFÆRD – Østrig og Schweiz ligger helt i top, når det gælder dyrevelfærd og beskyttelse af dyrene. Danmark må nøjes med en kategori B, sammen med Tyskland, Sverige, Holland og Storbritannien.

Lone Vitus med en af sine grise. Det er et fåtal af de danske grise, der får lov til at udfolde deres naturlige adfærd.

I Danmark elsker vi at være verdensmester. Vi er verdensmester i økologi, og bønderne mener selv, at de er verdens bedste landmænd.

Nu viser et ny online-redskab fra World Animal Protection, at vi i hvert fald ikke kan være med i eliten, når det gælder dyrevelfærd.

I et nyt online-værktøj kan vi nu sammenligne dyrebeskyttelseslove på tværs af landegrænser. Værktøjet, som er udviklet af World Animal Protection, placerer ikke Danmark i toppen, heller ikke hvis vi blot sammenholder lande inden for Europas grænser.

I Europa overgås vi nemlig af Østrig og Schweiz, som er de eneste to lande i Europa, der ligger i A-kategorien. Danmark ligger i B-kategorien sammen med lande som f.eks. Tyskland, Sverige, Storbritannien og Holland.

Dyrebeskyttelsesindekset, som man kan prøve online, giver mulighed for at sammenligne lovgivningen på tværs af landegrænser.

Manglende undervisning i dyrevelfærd i Danmark
Danmark ligger nede i en E-kategori, når det gælder undervisning i pleje af dyr og dyrebeskyttelse, for undervisning i dyrevelfærd er ikke lovpligtigt i den danske folkeskole. Til sammenligning har alle skoler i Østrig pligt til at undervise i dyrevelfærd.

- De permanente ændringer opnår man gennem oplysning. Når et land beslutter sig for at gøre dyrevelfærd obligatorisk i børns skolepensum, bliver det muligt at påvirke unge fra en tidlig alder til at behandle dyr godt. Det er essentielt, og vi kan på sigt mindske antallet af dyreværnssager, som vi jo desværre stadig har mange af i Danmark, siger Eline Aggerholm, kampagneleder i World Animal Protection Danmark.

Flere områder Danmark kunne forbedre
Dyrebeskyttelsesindekset, som er udarbejdet sammen med verdens største advokatfirma DLA Piper, identificerer yderligere nogle fokusområder, hvor Danmark kan løfte indsatsen, så vi i det mindste kommer på niveau med Østrig og Schweiz.

Specielt er det en hæmsko, at den danske lovgivning tillader vilde dyr som elefanter og søløver i cirkus, og at lovgivningen ikke anerkender, at dyr er bevidste og har følelser.

- Indekset viser tydeligt, at vi i Danmark har flere områder inden for lovgivningen, som kræver kraftig forbedring, før vi kan bryste os med at have verdens bedste dyrevelfærd. Og selv om vi når op blandt de bedste, så vil der fortsat være plads til forbedring. Dyrevelfærd er en proces, hvor selv de bedste bør skabe forbedringer for dyr, konkluderer Eline Aggerholm.

Dyrebeskyttelsesindekset, som er det første af sin slags, vil fungere som værktøj til at forbedre lovgivningen og holdningen til dyr på regeringsniveau og blandt centrale interessenter. Prøv det her

Fakta om dyrebeskyttelsesindeks

  • Indekset er udarbejdet fra internationale dyrevelfærdsstandarder udstukket af Verdensdyresundhedsorganisation (OIE). Standarderne er accepteret af 180 lande, heriblandt Danmark.
  • I alt 50 lande indgår i dyrebeskyttelsesindekset. De 50 lande er alle udvalgt fra statistikken udarbejdet af FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation. De 50 lande har de største antal dyr til produktionsformål.
  • Alle regioner og kontinenter har proportionalt lige mange lande repræsenteret i indekset. Desuden er alle landene medlem af Verdensdyresundhedsorganisationen, OIE.
  • Hvert land er indekseret ud fra 15 unikke indikatorer, som er grupperet i 5 temaer. Hvert lands individuelle indikatorer er scoret inden for 7 kategorier (fra A til G) samt en overordnet score.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: