Eurostat gør op, i hvor høj grad de enkelte lande er afhængige af at importere energi. Malta ligger i spidsen, og er helt afhængig af at importere energi, fulgt af Luxembourg med en afhængighedsrate på 97 procent, Cypern med 93 procent og Irland med 89 procent, skriver Ritzau.
Danmark er altså det eneste land i EU, som har minus på energikontoen i den forstand, at vi importerer mindre energi, end vi eksporterer ud af landet. Danmarks afhængighedsrate er således på minus ni procent.
Den samlede afhængighedsrate i EU var mellem 2008 og 2011 på 54 procent.
EU har skruet ned
Generelt er der skruet væsentligt ned for energiforbruget i hele EU – ikke mindst drevet af den økonomiske krise, som får hjulene til at gå i stå, skriver Ritzau.
Det samlede energiforbrug i EU faldt med seks procent mellem 2008 og 2011.
Hele 23 ud af 27 medlemslande har skruet ned for energiforbruget i perioden – med de største fald i Litauen, Irland, Grækenland, Rumænien, Spanien og Storbritannien.
Andre steder blev der skruet op for energien med Malta og Estland med de største stigninger i energiforbrug.
De fem største energislugere i EU er Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien og Spanien. De fem lande står tilsammen for næsten to tredjedele af det samlede energiforbrug i de 27 EU-lande.