Danmark har fået to nye naturparker

NATURPARK: Naturpark Maribosøerne og Naturpark Amager har fået tildelt kvalitetsmærke af Friluftsrådet.

Naturpark Amager er enestående med sin beliggenhed tæt på hovedstaden.

To naturområder har netop opnået Friluftsrådets kvalitetsmærke Danske Naturparker. Det er Naturpark Maribosøerne og Naturpark Amager.

Begge er på hver deres måde unikke naturområder. Amager er et 3500 ha stort område, der med beliggenheden tæt på København vil give storbyens beboere nye muligheder for at opleve en meget varieret natur.

Maribosøerne er et af Danmarks største ferskvandssystemer med i alt 1140 hektar vandspejl. Søndersø er den største af søerne og Danmarks 8. største sø. Den består af tre bassiner og er uden sammenligning Danmarks mest ørige sø. Røgbølle Sø er næststørst, derefter kommer Hejrede Sø og Nørresø.

Unik natur
- Vi er meget stolte af at kunne give Naturpark Maribosøerne og Naturpark Amager kvalitetsmærket Danske Naturparker. Det er to meget spændende områder, der både har unik natur og stort potentiale for at give lokalbefolkning og turister særlige oplevelser, siger Flemming Larsen, fra Friluftrådets bestyrelse, der er formand for Danske Naturparkers Nationalkomite.

- At opnå mærket Danske Naturparker vil betyde nye friluftsmuligheder og formidling af naturen, der i forvejen har høj prioritet i områderne, tilføjer han.

Fakta om Danske Naturparker,
Friluftrådet og Nordea-fonden

  • Mærkningsordningen Danske Naturparker er udviklet fra 2009 til 2012 af Friluftsrådet med støtte fra Tips- & Lottomidler til Friluftslivet og Nordea-fonden.
  • Friluftsrådet er en selvstændig, ikke-statslig paraplyorganisation, der samler over 90 foreninger. Friluftsrådets medlemsorganisationer har det til fælles, at deres aktiviteter handler om natur, miljø eller friluftsliv, men derudover kan de have mange forskellige interesser i at bruge og opleve naturen.
  • Nordea-fonden har støttet materialer og markedsføring af mærkningsordningen, ligesom fonden har givet 5,5 millioner kroner i støtte til fire udviklingsprojekter i naturparker. Udviklingsprojekterne skal afprøve nye samarbejdsformer, faciliteter og metoder, der kan skabe rekreative oplevelser, frivilligt engagement og undervisningsforløb for skoleklasser i naturparker.
  • Mærkningsordningen Danske Naturparker følges af en nationalkomite, der er nedsat af Friluftsrådet. I nationalkomiteen sidder nationale aktører, organisationer og myndigheder. Nationalkomiteen vurderer de enkelte ansøgninger til mærkningsordningen, før de forelægges til godkendelse i Friluftsrådets bestyrelse. Nationalkomiteen giver bl.a. en vurdering af, om ansøgningerne opfylder 10 fastsatte kriterier for en mærkning.
  • På det lokale plan er hver naturpark forankret til et kommunalt samarbejde og til et lokalt naturparkråd, der skal sammensættes af de lokale interessenter, organisationer og foreninger i den pågældende naturpark. En mærkning forudsætter, at der er udarbejdet og godkendt en naturparkplan. Mærkningsperioden er 5 år, hvorefter der kan søges om fornyet mærkning, hvis det kan dokumenteres, at planer og målsætninger for perioden er opfyldt, og der er opnået forbedret naturkvalitet.

De er med i Danske Naturparker

  • Naturpark Åmosen
  • Naturpark Vesterhavet
  • Naturpark Amager
  • Naturpark Maribosøerne
  • Pilotnaturpark Randers Fjord
  • Pilotnaturpark Lillebælt
  • Pilotnaturpark Christiansø

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: