Danmark går i sort klokken 20.30

EARTH HOUR – Det er tid for den årlige Earth Hour, hvor millioner af mennesker verden over slukker lyset i en time for at sætte fokus på klimaet.

Earth Hour er en verdensomspændende aktion, der involverer millioner af mennesker over det meste af kloden. (Foto: WWF)

152 lande og 7.000 byer kloden rundt er involveret i aktionen, som er koordineret af WWF, Verdensnaturfonden.

Også en del af Danmark går i sort, bl.a. Den Lille Havfrue. Næsten 50 kommuner og 150 virksomheder støtter initiativet, blandt andre Hilton Hotel, som bakker op om kampagnen ved at slukke lyset i en time. Imens vil gæsterne kunne nyde en særlig Earth Hour drik, mens hotellet viser en film om motivet bag Earth Hour. Også BR Legetøj, The Body Shop og Nykredit er med i aktionen.

Høje Tåstrup Kommunen inviterer borgerne til en interaktiv klimaevent, hvor der er mulighed for at prøvekøre en el-bil.

Stor opbakning
- Jeg er rigtig glad for at se den store opbakning, Earth Hour igen i år har mødt. Det viser, at vi er mange, der gerne vil gøre noget. Sammen kan vi sende et stærkt signal til verdens ledere om, at det er nødvendigt at handle, men vi kan også selv gøre lidt mere i vores hverdag, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF, Verdensnaturfonden.

Også FN’s generalsekretær Ban Ki-moons støtter initiativet.

- Vi deltager i Earth Hour med en stærk vilje til at handle på klimaforandringerne. Overalt i verden skader det mere ekstreme vejr familier, samfund og økonomier. Vi spiller alle en rolle. Regeringerne skal udvise politisk vilje, virksomhederne kan bidrage med løsninger, og det civile samfund, især de unge, kan mobilisere global handling. Lad os sammen gøre vores del og kaste lys over de fornuftige løsninger til en renere og grønnere verden, siger FN’s generalsekretær.

 

FAKTA:

  • Earth Hour starter på Fiji øerne, bevæger sig over kloden og slutter på Cook Islands.
  • Millioner af mennesker deltager over alt i verden.
  • Mere end 7.000 byer slukker lyset.
  • Mere end 150 lande slukker lyset.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: