Danmark er Europamester i økologisk ørred

Halvdelen af den europæiske produktion af økologiske ørreder sker på danske dambrug og havbrug.

ØKOLOGI: Danmark er blevet Europas største producent af økologisk opdrættede ørreder. 11 danske dambrug og 2 havbrug drives nu økologisk.

Med en samlet produktionskapacitet på 1080 tons pr. år er Danmark nu Europas førende land, når det gælder økologisk opdræt af ørreder. Omkring hver anden økologisk ørred fra Barentshavet til Bosporus stammer i dag fra et dansk dambrug eller havbrug. På andenpladsen kommer Frankrig.

Omlægningen til økologisk opdræt er gået stærkt frem de seneste år, og i dag drives 11 danske dambrug og 2 havbrug efter de skrappe regler for økologisk akvakultur. Desuden er en række andre anlæg under omlægning

Det seneste skud på den økologiske stamme er Karup Elværk Dambrug, som har en kapacitet på 144 tons pr. år.

Efter at dammene har været tørlagt, er blevet renset og desinficeret med kalk og har været gennem en seks måneder lang omlægningsperiode, er Karup Elværk Dambrug klar til at levere sine første økologiske ørreder til jul.

Skal videre til havbrug
Karup Elværk Dambrug ejes af virksomheden Hjarnø Havbrug, som har havbrugsnet tre steder ved udmundingen af Horsens Fjord.

- De fleste af de økologiske fisk fra dambruget skal sættes ud i saltvand i det ene af vores havanlæg, som vi har konkrete planer om lægge om til økologi. På længere sigt vil vi gerne gøre det samme med vores andre anlæg, siger Malene Mølgaard, projektleder hos Hjarnø Havbrug.

Virksomheden ejer desuden to andre dambrug med ferskvand, hvor der med tiden også kan produceres økologiske udsætningsfisk til havbrug. Derudover ejer virksomheden flere anlæg med økologisk produktion af muslinger og tang på liner.

Stor eksportvare
Den markante vækst i økologisk fiskeopdræt glæder salgsdirektør Morten Bank, Danforel.

Danforel er blandt Europas førende producenter af ørredfileter og aftager hovedparten af de danske opdrættede ørreder, såvel konventionelle som økologiske.

Efter filetering, røgning og pakning eksporteres omkring 90 procent af dem. Aftagerne af de økologiske ørredfileter findes især i Schweiz og Tyskland.

- Vi forventer en fortsat positiv udvikling på markederne for økologiske fisk i Europa, siger Morten Bank.

Tilfredshed i brancheforening
Danmarks europæiske førerposition bliver mødt med stor tilfredshed i brancheforeningen Dansk Akvakultur.

- I over 10 år har vi arbejdet målrettet på at udvikle økologisk opdræt af fisk, skaldyr og tang; og vi er glade for at produktionen kan leve op til samfundets og forbrugernes ønsker om mere økologi samt sikre Danmark eksportindtægter, siger chefkonsulent Villy J. Larsen.

 

Værd at vide om økologiske ørreder

  • Har mere plads end andre opdrætsørreder.
  • Får økologisk godkendt foder.
  • Ingen syntetiske antioxidanter, kunstige farvestoffer eller GMO i foderet.
  • Stærke restriktioner på brug af medicin og kemikalier.
  • Minimal påvirkning af omgivende miljø og natur.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: