Dan J vil give svin nok at rode i

Grisene skal have mere at rode i. Foto: Colourbox

SVIN – Fødevareministeren varsler en ny målrettet kontrolkampagne, der skal sikre, at svineproducenter overholder reglerne for rode- og beskæftigelsesmateriale i svinestaldene.

For lidt rode- og beskæftigelsesmateriale forhindrer svinene i at udleve deres naturlige adfærd og fører til dårligere dyrevelfærd, bl.a. via flere halebid. Fødevareminister Dan Jørgensen sætter derfor gang i en kontrolkampagne efter, at Fødevarestyrelsens velfærdskontrol igennem flere år har fundet mange overtrædelser af reglerne ude i svinestaldene.

- Vi slår nu hårdt ned på de svineproducenter, der ikke vil passe ordentligt på deres grise. Derfor sætter jeg nu ind med en ny kontrolkampagne, der skal sikre grise et minimum af f.eks. halm i svinestierne. Det er dybt bekymrende, at Fødevarestyrelsens kontrol år efter år finder overtrædelser af reglerne, hvor landmænd snyder deres grise for et minimum af stimulering. Det vil jeg sætte en stopper for nu, siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Overtrædelser kan sanktioneres med indskærpelse, påbud og politianmeldelse. Dermed risikerer landmanden at miste dele af sit EU-tilskud ved overtrædelse af reglerne. I forbindelse med kampagnen, som løber fra april indtil efteråret, vejleder Fødevarestyrelsen også om reglerne.

Halekuperede smågrise skal nedbringes markant
I den såkaldte topmødeerklæring for bedre velfærd for svin skrev bl.a. Landbrug & Fødevarer og Dyrenes Beskyttelse i sidste måned under på, at antallet af halekuperede smågrise skal nedbringes markant. For lidt rode- og beskæftigelsesmateriale modarbejder denne ambition.

- Hvis svin ikke kan aktivere sig selv ved f.eks. at rode i halm, så bider de halerne af hinanden. Derfor skal de brodne kar i svineproduktionen rette ind, så vi kan nedbringe halekupering markant. En målsætning, som erhvervet selv har skrevet under på i topmødeerklæringen for bedre svinevelfærd, siger Dan Jørgensen.

Resultater af tidligere kontroller
Fødevarestyrelsens velfærdskontrol resulterede i 2012 i omkring 100 indskærpelser, fordi svin ikke havde tilstrækkeligt rode- og beskæftigelsesmateriale i de ca. 600 svinebesætninger, som kontrollen omfattede. Fødevarestyrelsen udsendte i 2013 en vejledning om rode- og beskæftigelsesmateriale med billeder, der tydeliggør reglerne.

I EU er der krav til, at alle svin skal have permanent adgang til en tilstrækkelig mængde halm eller andet, der kan opfylde deres behov for beskæftigelse. Derudover er der i Danmark et særligt krav om, at alle svin skal have opfyldt deres behov for rodemateriale.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: