Dan J varsler højere krav til dyrevelfærd

DYREVELFÆRD – Fødevareminister Dan Jørgensen varsler et opgør med den måde, landbruget behandler sine husdyr på. Det sker i et interview med dagbladet Politiken.

Det er et fåtal af de 30 millioner grise, der årligt produceres i Danmark, der får mulighedf for at springe rundt i det fri.

Dan Jørgensen vil stramme kravene til dyrevelfærd. Ikke mindst i svineproduktionen står det slemt til, og fødevareministeren vil have udarbejdet en handlingsplan, som skal rette op på nogle af de mange forhold, som dyreværnsorganisationer og andre kritikere har peget på i årevis.

- Vi har meget store velfærdsproblemer i den danske svineproduktion. Det er problemer, som vi af etisk-moralske årsager skal tage mere seriøst end i dag, siger Dan Jørgensen til Politiken.

Hver fjerde gris dør
Ministeren peger selv på den høje dødelighed blandt smågrisene, hvor omtrent hver fjerde dør inden for de første fire uger af deres levetid. Han nævner også halekuperinger og hangrisene, der bliver kastreret uden bedøvelse.

Den høje dødelighed betyder, at der dør 25.000 svin om dagen eller ni millioner i løbet af et år.

- Det er underligt, at der ikke har været mere fokus på det. Forestil dig for eksempel, at der døde 25.000 hundehvalpe om dagen i Danmark. Hver dag! Så skal jeg love dig for, at der ville være betydelig mere fokus på sagen end på præcis det, der sker ude i staldene i dag. Det kan vi ikke være bekendt, og det skal der gøres noget ved, erklærer Dan Jørgensen.

Glæde hos Dyrenes Beskyttelse
Britta Riis, der er direktør i Dyrenes Beskyttelse er glad for, ‘at ministeren melder så skarpt ud’.

- Nu har vi i snart et årti haft arbejdsgrupper, rapporter og handleplaner, nu kan vi ikke vente længere, nu skal der altså ske noget, siger hun.

Udmeldingen vækker dog ikke ligefrem jubel hos Søren Gade, der er direktør for Landbrug & Fødevarer. Han mener, der er ‘høj velfærd’ i dansk svineproduktion og minder samtidig om milliardindtægterne fra de 30 millioner svin, der årligt produceres i Danmark.

Dyrenes Beskyttelse forstår slet ikke Søren Gades påstand om ‘høj velfærd’.

- Dyrene lider, og i andre lande har man fundet andre måder at gøre tingene på, så vi er uforstående overfor erhvervets modvilje, siger Britta Riis og henviser til landene omkring os.

Ingen kastration i Holland
- I Sverige halekuperer man ikke grisene, og i Holland kastrerer man ikke orner til hjemmemarkedet, men faktisk behøver man ikke engang rejse ud af landet for at få inspiration og beviser for, at man kan løse problemerne. De danske økologiske svinebønder bruger eksempelvis 13 gange mindre antibiotika til pattegrise, understreger hun.

Venstres fødevare- og landbrugsordfører, Erling Bonnesen, langer kraftigt ud efter ministeren. Han minder om, at erhvervet allerede har sat tiltag i gang for at nedbringe dødeligheden og halekuperingen.

- Dan Jørgensen bør lægge skrigehatten væk og tag den saglige hat på. Når man bliver minister, skal man lægge den skingre tone væk og se mere fagligt-sagligt på det, siger Erling Bonnesen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: