En fredning på 600 hektar af dalene ved Resenbro skal sikre et unikt og smukt landskab ved Silkeborg.
Fredningsforslaget sætter indtil videre en stopper for kommunens projekter, der lægger op til ny vej, udvidelse af motorsportanlæg og erhvervsbyggeri i området, oplyser Danmarks Naturfredningsforening.
Silkeborg by ligger i et af Danmarks smukkeste landskaber. Dybe slugter skærer sig ned i det højtliggende moræneplateau og er naturlige adgangsveje til Gudenåens brede ådal og grønne enge. Hvor terrænet har villet det, er åen omdannet til en række store søer på sin vej ud i Randers Fjord.
Unikt landskab som viser vores kulturarv
Det er simpelthen så unikt et landskab, så det må vi bevare, siger fredningsleder i Danmarks Naturfredningsforening, Birgitte Bang Ingrish.
- I det område, vi foreslår fredet, fornemmer man tydeligt de geologiske formationer i en sammenhæng, der vidner om en dramatisk dannelse i slutningen af sidste istid, siger hun til DN Nyheder.
- Overalt i fredningsområdet findes små og større naturområder med eng, hede, mose, overdrev og søer. Talrige fund i jorden fortæller os, at området gennem mange tusinde år har været attraktivt bosætningsområde for vores forfædre. Nye fund dukker op med jævne mellemrum og viser os vores kulturarv, fortæller hun.