Første nummer af det nye magasin er allerede ude i butikkerne. Vin & Co. er navnet og formålet er at give danskerne god og anvendelig information og inspiration om vin og spiritus.
- Vi vil gerne demokratisere vin, forstået på den måde at vi vil fortælle om emnet, så flere almindelige forbrugere får større glæde af den vin, de drikker. Dette er ikke et blad for nørder, men skrevet så de fleste danskere vil få anvendelig viden om vinens verden, siger kategorigruppechef Brian Karstens, Coop.
Fire numre om året
Satsningen på vinmagasinet er en del af Coops nye madagenda, Coop & Co, der handler om at udvikle den danske madkultur, styrke kvaliteten af det, vi spiser og drikker og øge samværet omkring spisebordet.
Magasinet byder i det første nummer blandt andet på reportage fra Sydafrika, der leverer nogle af de mest solgte vine i Danmark. Der er vintest skrevet af kyndige anmeldere i et sprog, som alle kan forstå. Og der er vinskole med grundviden om vin.
Det første nummer er på 60 sider, og er udviklet og produceret af Samvirke for Coop. Bladet fås efter først-til-mølle princippet i butikkerne. Planen er, at der skal komme fire numre om året. Det næste kommer til december.