Coop gennemfører en række ændringer i direktionen, der skal forstærke indsatsen for at udvikle dansk madkultur, styrke synergien mellem kæderne og øge den digitale kommunikation.
Som nyt medlem af direktionen rykker den nuværende food-direktør Jens Visholm ind. Han vil udover ansvaret for dagligvare-indkøb få det overordnede ansvar for Nonfood-indkøb, Logistik, Ansvarlighed og Insight (analyseafdeling).
Derudover ændres der på en række ansvarsområder for de øvrige direktionsmedlemmer.
Forskelligt i hver enkelt kæde
- Fælles for alt, hvad vi gør, er at styrke kvaliteten over for vores kunder. Men de første to år har lært mig, at vi skal gøre det relativt forskelligt i de forskellige kæder, siger adm. direktør Peter Høgsted.
Derfor får de tre kædedirektør for Kvickly, Søren Steffensen, SuperBrugsen, Kenneth Pedersen, og Dagli´Brugsen, Jesper K. Andersen fremover én fælles chef, koncerndirektør Gregers Wedell-Wedellsborg.
Faktas kædedirektør Niels Karstensen skal fremover referere til koncerndirektør Jan Madsen, mens Irmas kædedirektør Jesper Uggerhøj, skal referere til Peter Høgsted.